From Wikipedia, the free encyclopedia
Otrarkatastrofen blev foretaget af mongolerne under ledelse af Djengis Khan i 1219. Efter mongolernes erobring af naimanerriget 1205 flyttede fyrsten Kuchlug til Kara-Khitan hvor han skabte en magtbase. Under ledelse af Djengis Khans søn Jochi og general Jebe erobrede mongolerne Kara-Khitan år 1218. Kara-Khitai grænsede mod syd op til Khwarezmidernes imperium.[1] Djengis Khan så store fordele i at have en fri handelsrute fra øst til vest og ønskede derfor gode handelsrelationer med khwarezmiderne og deres shah Ala ad-Din Muhammed II.[2] Djengis Khan behandlede Ala ad-Din Muhammed II som en jævnbyrdig og bød ham velkommen med ordene: "du behersker morgensolen og jeg aftensolen".[3] I 1217 indgik mongolerne en handelsaftale med Ala ad-Din Muhammed II.[4]
I 1218 var Jochi i Kara-Khitan for at afslutte den mongolske invasion og henrette trodsige naimaner. Under jagten på naimanerstyrker, som flygtede mod sydvest kom de i konflikt med Ala ad-Din Muhammed II, hvilket greb forstyrrende ind i de diplomatiske forbindelser mellem mongolerne og Khwarezmia. Som en følge heraf beordrede den lokale guvernør i Otrar, Gayer Khan, at en mongolsk karavane med handlende og gesandter skulle fængsles på trods af deres diplomatiske status.[1]
Guvernøren motiverede sin handling med, at karavanen medbragte for få varer til at være en ægte handelsdelegation, ligesom han ikke fandt, at deltagerne var tilstrækkeligt ærbødige.[5] Han undervurderede formentlig mongolernes styrke og slagkraft.[6]
Djengis Khan lod sig først ikke provokere, men sendte gesandter til Ala ad-Din Muhammed II i håbet om, at denne ville straffe guvernøren. Da gesandterne nåede til Ala ad-Din Muhammed II's lejr, blev de straks henrettet, ligesom shahen beordrede de fængslede deltagere i karavanen henrettet og deres varer beslaglagt.[7][1] Dette anså Djengis Khan for at være en krigserklæring, og han planlagde derfor en invasion, som fandt sted i begyndelsen af 1219.[1]
Invasionen af Khwarezmia var en direkte følge af Otrarkatastrofen. Efter invasionen kontrollerede mongolerne Khwarezmia, som tidligere var et selvstændigt imperium, der omfattede store dele af Stor-Iran, blandt andet nutidens Uzbekistan, Turkmenistan, Afghanistan, Iran og nogle nordlige provinser i Indien. Erobringen af Khwarezmia var den første af tre større mongolske erobringstogter vestpå.[1] [8][5]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.