Obdrup
landsby øst for Satrup i Angel i Sydslesvig / From Wikipedia, the free encyclopedia
Obdrup (på dansk også Opdrup[1] og Optrup[2]) er en landsby beliggende øst for Satrup i det centrale Angel i Sydslesvig. Administrativt hører landsbyen under Midtangel Kommune i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. Obdrup var en selvstændig kommune, inden den i 1970 blev sammenlagt med nabobyen Satrup. Med under Obdrup regnes Haddeshus, Mindgab, Nakskov, Obdrupgaard, Sorgefri og Tranholm. I kirkelig henseende hører landsbyen under Satrup Sogn. Sognet lå i Satrup Herred (Gottorp Amt, Sønderjylland), da området tilhørte Danmark. Byen ligger i et skovrigt morænelandskab. Blandt skovene kan nævnes den tidligere dansk-kongelige Obdrup Skov (sydvest for Obdrup og Obdrupgade), Hisskov (Hißholz, nordvest for Obdrup), Obdrup Skovkobbel (Obdrupholzkoppel) med Bregnerøddam (Brekenrühdamm, nord for Obdrup) og Nakholt el. Nakskov (Nakholz, syd for Obtrup). Øst for Obdrupgaard findes rester af en forhenværende tårnborg ved navn Slotsholm.
Stednavnet er første gang nævnt 1470. Navnet er afledt af mandsnavn Obbe eller Ubbe. Obdrup opstod som udstykket gård, dertil kom senere nogle ved vejen liggende huse, som kom til at hedde Obdrupgade[3][4]. Obdrup er et eksempel på et dansk stednavn uden tysk oversættelse[3]. På dansk findes også varianterne Opdrup og Optrup. 1599 nævnes her tre kådnersted og tre gårde, som kom under Satrupholm gods. Siden 1913 er der et frivilligt brandværn i landsbyen[5].