Læsø
ø i Kattegat / From Wikipedia, the free encyclopedia
Læsø er den største ø i Kattegat beliggende omtrent midtvejs mellem Frederikshavn og Gøteborg. Øen er på 118 km2 og har 1.789 indbyggere per 2023. Øen bliver nævnt flere gange i nordisk mytologi bl.a. som hjemsted for jætten Ægir og som feststed for de nordiske guder, aserne.[3]
- For alternative betydninger, se Læsø (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Læsø)
Læsø | |
---|---|
Geografi | |
Sted | Kattegat, øst for Nørrejyske Ø |
Koordinater | 57°16′N 11°06′Ø |
Areal | 118 km² |
Administration | |
Land | Danmark |
Kommune | Læsø Kommune |
Største by | Byrum (440[1] (2024) indb.) |
Demografi | |
Folketal | 1.759[2] (2024) |
Befolkningstæthed | 16,13/km² |
Øen er nok mest kendt for sin saltsydning, der i dag er en velbesøgt turistattraktion, lige som den udgør en central del af øens historie. Gårde med tangtage – de såkaldte tanggårde – bliver også ofte fremhævet som en central del af øens fortid og nutid.
Gennem en årrække (fra starten af 1990'erne og frem til 2006) udspillede der sig den såkaldte "bikrig" på øen. Denne stod mellem henholdsvis biavlere, der foretrækker den gule bi og avlere, der foretrækker den brune bi.[4][5]
Læsø er også efter kommunalreformen af 2007 en selvstændig kommune (Læsø Kommune),[6] omend med et tæt samarbejde med Frederikshavn Kommune på en række områder.[7] Både før og efter denne sammenlægning udgør øen Danmarks mindste kommune befolkningsmæssigt. Øen har ligesom andre danske småsamfund oplevet en generel tilbagegang i befolkningen gennem de seneste 20 år. Samtidig er fiskeriet – der var det centrale erhverv op gennem 1900-tallet – gået tilbage til fordel for turisterhvervet.
Læsø var i 2005 med i et pilotprojekt, der skulle kortlægge mulighederne for at omdanne i alt syv områder i Danmark til nationalpark. Læsø forlod imidlertid dette i september 2005, da 58 % af øens befolkning valgte at stemme nej til projektet ved en vejledende folkeafstemning.[8] Senere i marts 2022 blev Læsø Klitplantage, denne gang uden afstemning, udpeget som én ud af 10 naturnationalparker i Danmark af miljøminister Lea Wermelin.[9] Beslutningen mødte kritik fra flere lokalpolitikere og borgere.[10][11]