Konspirationsteorier om månelandingen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Konspirationsteorier om månelandingen betegner en lang række hypoteser (snarere end egentlige teorier), der går ud på, at USA's månelandinger under Apollo-programmet 1969-1972 aldrig har fundet sted. Der er tale om egentlige konspirationsteorier, og de tidligste kom frem allerede i 1970'erne. Der er blevet produceret adskillige bøger, dokumentarfilm og hjemmesider om emnet.
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2016) |
Konspirationsteorierne spænder vidt: Nogle mener at Neil Armstrong vitterligt landede på Månen, men at offentligheden ikke kunne tåle at se selenianernes krystalbyer [1]. Derfor blev billederne forfalsket. Andre mener, at Apollo 13 var den første bemandede måneflyvning, og at falskneriet dækker over at NASA ikke nåede det inden udgangen af tresserne, som præsident Kennedy havde proklameret. Endelig accepterer flertallet af tilhængerne af forskellige konspirationsteorier, at mennesker er opsendt i lave jordbaner (under Van Allen-bælterne) og at ubemandede rumsonder har nået Månen, men mener at mennesker aldrig har været på eller omkring Månen.[kilde mangler]
Konspirationsteorierne afvises som rent nonsens af forskere, ingeniører og astronauter verden over. Mængden af materiale, der uigendriveligt beviser, at månelandingerne fandt sted, er så overvældende, at benægtelsen af dette faktum kan sammenlignes[kilde mangler] med Holocaust-benægtelse. Denne sammenligning går naturligvis ikke på indholdet af emnet, men på det absurde i at benægte noget, der er indiskutabelt.
I Danmark er Henrik Melvang en kendt fortaler for månekonspirationsteorien.[2]