![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/c/c7/Earthlodge_%252804855a71-2de7-4be0-b721-a3b65078a18b%2529.jpg/640px-Earthlodge_%252804855a71-2de7-4be0-b721-a3b65078a18b%2529.jpg&w=640&q=50)
Jordhytte (oprindelige amerikanere)
beboelsesform / From Wikipedia, the free encyclopedia
En jordhytte var hjemmet for mange oprindelige amerikanere i byer på prærien gennem århundreder, startende fra omkring år 1000.[1]:168 Over tid og også afhængigt af stammetraditioner og videreudvikling varierede grundplanen fra både rektangulær og oval til cirkelrund. Fire[2]:120 til otte[3]:97 centerstolper udgjorde det bærende fundament for bjælkerne og rafterne, der bar tagets jordlag og støttede jordvæggene. En udvendig, dækket indgang førte ofte hen til selve hytteåbningen, mens et hul midt i loftet lod lys komme ind og røgen fra et centralt ildsted slippe ud. Hyttetaget nåede op i en højde af cirka seks meter eller mere,[4]:53 mens hyttens indre diameter gik fra cirka otte meter og op til det dobbelte. Hytter med flere generationer samlet kunne rumme mere end tredive personer.[5]:7
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/c/c7/Earthlodge_%2804855a71-2de7-4be0-b721-a3b65078a18b%29.jpg/640px-Earthlodge_%2804855a71-2de7-4be0-b721-a3b65078a18b%29.jpg)
De først byggede jordhytter på den nordlige prærie lå i South Dakota, Iowa og de varmere regioner af Minnesota.[1]:168 Med tiden skød indianerbyer op ved navnlig Missouri River og dens mange bifloder lige fra North Dakota i nord og til Kansas i syd.[1]:5 Stammer som pawnee, kansa, hidatsa, otoe og flere andre oprindelige amerikanere levede i byer af jordhytter til over midten af 1800-tallet.[4]:4 Omahaerne og de nærtbeslægtede poncaer byggede også jordhytter efter deres indmarch på prærien, hvor de lærte kunsten af kvinderne i den allerede etablerede arikara-stamme.[3]:75