Ioniserende stråling
From Wikipedia, the free encyclopedia
Ioniserende stråling betegner forskellige former for stråling som har tilstrækkelig stor energi til at ionisere atomer eller molekyler. Energien er typisk af størrelsesorden nogle megaelektronvolt. Ioniserende stråling er almindeligt forekommende i naturen omkring os og et utal af naturlige processer udsender ioniserende stråling. Den samlede mængde ioniserende stråling fra alle naturlige kilder et givent sted betegner man nogle gange som baggrundsstrålingen.
En del af baggrundsstrålingen her på jorden stammer fra radioaktivitet i forbindelse med henfald af radioaktive atomkerner, men Solen og verdensrummet (se kosmisk stråling) bidrager også med ioniserende stråling ved jordoverfladen. Radioaktivitet blev første gang observeret i 1896 af Henri Becquerel, som iagttog at uranholdige og thoriumholdige mineraler udsender gennemtrængende stråling, der bl.a. kan sværte en fotografisk plade. Senere opdagede han at et radium-præparat som han bar i sin lomme, udsendte stråling som var i stand til at fremkalde et langsomt helende sår.