From Wikipedia, the free encyclopedia
Indianerkrigene er en betegnelse brugt af amerikanske historikere til hovedsageligt at beskrive en række konflikter mellem USA og forskellige stammer og føderationer, der tilhørte kontinentets oprindelige folkeslag. Ofte inkluderes også kolonitidens krige med indfødte amerikanere, som fandt sted, før USA blev oprettet. Indianerkrigene udgøres af en lang række af mindre konflikter, der hver især involverede forskellige parter og skiftende alliancer.
| Indianerkrigene | |||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Kamp mellem rytteri |
|||||||||||
|
|||||||||||
| Parter | |||||||||||
| Primært oprindelige amerikanere | Primært europæiske kolonimagter/Amerikas forenede stater | ||||||||||
Ikke at forveksle med Krige mellem Nordamerikas oprindelige stammer.Selve begrebet indianerkrige er i realiteten misvisende,[kilde mangler] da det kategoriserer samtlige indfødte folkeslag i Nordamerika under den samme overskrift: Amerikas oprindelige befolkning tilhørte (og tilhører stadigvæk) mange forskellige folkeslag, som alle har deres egen historie og kultur. Igennem hele perioden optrådte de heller ikke på noget tidspunkt som ét folkeslag – på samme måde som europæerne heller ikke gjorde det. Ofte var nogle folkeslag endda allierede med europæiske magter og kæmpede mod andre folkeslag. De levede også i samfund, der var organiseret på vidt forskellige måder. Indianerne tog beslutninger om krig og fred på lokalt niveau, også i de situationer, hvor de kæmpede som del af en kompleks alliance, som fx irokeserføderationen, eller i midlertidige konføderationer inspireret af ledere som Tecumseh.
I nyere tid er historikere begyndt at gå bort fra at beskrive Indianerkrigene som en etnisk konflikt, idet et fokus på en racekrig mellem "indianere" og "hvide" blot er en forenkling af komplekse historiske realiteter.[kilde mangler] "Indianere" og "hvide" kæmpede ofte også side om side mod andre "indianere" og/eller andre "hvide"; fx er slaget ved Horseshoe Bend traditionelt blevet omtalt som en "amerikansk sejr" over creekfolket, men i virkeligheden var sejrherrerne en kombineret styrke, der også bestod af tropper fra Cherokee, Creek samt Tennesseemilitsen ledet af Andrew Jackson.[kilde mangler] Indianerkrigene handlede samlet set om erobring af og kontrol over territorium, mens baggrunden for de enkelte konflikter ofte er langt mere kompliceret.[kilde mangler]
Indianerkrigene begyndte kort efter etableringen af den første engelske koloni i Nordamerika og sluttede med massakren ved Wounded Knee og ’’lukningen’’ af den amerikanske "frontier" i 1890. Krigene medførte erobringen af de amerikanske indianeres territorium og en drastisk nedgang i deres befolkningstal. En anden følge var tvangsassimilering eller tvungen flytning til indianerreservater.[kilde mangler] Der er lavet statistikker over det samlede antal ofre i disse krige. Nogle af de mest pålidelige tal er indsamlet fra rapporter fra rent militære operationer og viser, at 21.586 blev dræbt eller taget til fange i perioden 1850-1890.[1] Andre opgørelser tager højde for overgreb uden for de egentlige krigshandlinger og bygger på tal fra United States Census Bureau fra 1894. Her når tallet fra samme periode op på omkring 45.000 indianere og 19.000 af europæisk afstamning.[2]
En optælling af samtlige ofre for overgreb mellem de første kontakter i 1511 og 1890, der er blevet beskrevet i kilderne, viser at i alt 9.156 indianere og 7.193 personer af europæisk afstamning blev dræbt enten som følge af mord, tortur eller nedslagtning af civile, sårede og krigsfanger.[3]
| Indianerkrigene i USA’s fremtidige territorium før uafhængighedserklæringen |
|
De første engelske kolonister havde i reglen et fredeligt forhold til den oprindelige befolkning, men krige eller krigslignende tilstande var ikke ualmindelige. Der var flere eksempler på, at engelske nybyggere og handelsmænd og indianere overfaldt og plyndrede landsbyer og bosættelser. I 1637 valgte kolonisterne side i et indiansk magtopgør, i det, der blev kendt som Pequotkrigen. Formålet var at sikre koloniens sikkerhed og få kontrol over yderligere territorium.
Pilgrimmene, der i 1621 grundlagde Plymouth-kolonien i New England, indgik på et tidligt tidspunkt en alliance med lederen af områdets dominerende føderation. Uden den hjælp i form af fødevarer og vejledning til dyrkningsmetoder, de modtog fra indianerne, havde de næppe kunnet etablere sig. Alliancen betød også, at de måtte hjælpe indianerne i deres opgør med andre stammer, og at de derfor ofte blev involveret i krigshandlinger af forskellig art. Et stadigt stigende antal europæiske tilflyttere i løbet af 1600-tallet betød, at den relativt fredelige sameksistens mellem den oprindelige befolkning og de nyankomne ikke længere var mulig. En kombination af sygdomme og europæisk militær overlegenhed betød, at den indianske befolkning i ved Nordamerikas østkyst drastisk blev reduceret i løbet af århundredet.
Allerede ved etableringen af USA udbrød der kampe mellem amerikanerne og indianerne i grænseområderne mellem dem. I tiden indtil den mexicansk-amerikanske krig fandt de hovedsageligt sted i regionen øst for Mississippifloden.
| Indianerkrigene Øst for Mississippi |
|
Den amerikanske uafhængighedskrig bestod i realiteten af to parallelle krige. Mens krigen i øst var en kamp mod det britiske kolonistyre, så var krigen i vest en ’’indianerkrig’’. Den nyligt proklamerede stat USA konkurrerede med briterne om at vinde støtte fra indianernationerne øst for Mississippifloden. De britiske myndigheder havde nedlagt forbud mod videre vestlig ekspansion, da man ønskede at opretholde freden i grænseområdet. Amerikanerne ønskede derimod en fortsat vestlig ekspansion, hvilket også var en af hovedårsagerne til krigen. Hovedparten af de indianernationer, der gik ind i krigen, sluttede sig til briterne i håb om, at krigen kunne føre til, at den europæiske ekspansion ind i deres territorium ville standse. [kilde mangler]
Mange indfødte samfund var delt i synet på, hvilken side de skulle støtte i krigen. For irokeserføderationen resulterede revolutionskrigen i en reel borgerkrig, da to af de seks stammer allierede sig med amerikanerne, mens de resterende fire forblev loyale overfor briterne. Irokeserne forsøgte at undgå direkte kæmpe mellem stammerne, hvilket dog ikke kunne undgås. For irokeserne betød den amerikanske sejr, at de mistede størsteparten af deres land inden for USA’s grænser; den britiske krone overdrog dem derfor nyt land i Canada. Cherokeserne blev splittet i neutrale (eller USA-venlige) og anti-amerikanske fraktioner, blandt andre Chickamaugaene ledet af Dragging Canoe. På lignende vis blev flere andre samfund splittet. [kilde mangler]
Krigsførelsen i grænseområderne var særdeles brutal, og der blev udført talrige ugerninger på begge sider. Civile led frygteligt under krigen, da landsbyer og madforsyninger jævnligt blev ødelagt under militære ekspeditioner. Den største var Sullivan-ekspeditionen i 1779, som ødelagde mere end 40 irokeserlandsbyer. Målet var at neutralisere irokesernes angreb i det nordlige i delstaten New York. Ekspeditionen opnåede dog ikke den ønskede effekt, men gjorde blot indianernes modstand endnu mere sammenbidt.[kilde mangler]
Trods støtte til briterne måtte indianerne chokeret konstatere, at briterne ved fredsforhandlingerne i Paris havde afstået et stort område af deres territorium til USA, uden at de var blevet informeret. Amerikanerne behandlede indledningsvist de indianere, der havde kæmpet på britisk side, som et folkeslag, der var blevet erobret. Det viste sig hurtigt umuligt at gennemføre, da indianerne kun havde tabt krigen på papiret, og ikke på slagmarken. Denne politik blev derfor opgivet. Amerikanerne var imidlertid stadig ivrige efter at udvide landets territorium, og den nationale regering forsøgte i begyndelsen at opfylde ønsket ved at købe indianernes land gennem traktater. De enkelte delstater og bosætterne var ofte uenige omkring denne politik, og presset fra dem førte nye krige med sig.[kilde mangler]
Northwest Territory blev officielt etableret ved Northwest Ordinance fra 1787. Derved blev området åbnet for europæisk bosættelse, og nybyggere af europæisk oprindelse begyndte hurtigt at strømme ind i regionen. Det førte til voldelige episoder, da den indianske befolkning satte sig til modhverve mod denne tilraning af deres land. George Washington sendte derfor en væbnet ekspedition ind i området for at slå den indfødte modstand ned. Men en konføderation af flere stammer, under ledelse af Blue Jacket (Shawnee), Little Turtle (Miami), Buckongahelas (Lenape) og Egushawa (Ottawa), tilføjede den amerikanske hær et knusende nederlag i den Nordvestlige indianerkrig. General Arthur St. Clairs nederlag var det mest omfattende, der nogensinde blev påført en amerikansk hær af indianere. Amerikanerne forsøgte nu at forhandle en aftale med føderationen, men Blue Jacket og den Shawnee-ledede føderation insisterede på en grænsedragning, som amerikanerne ikke kunne godtage. En ny ekspedition, ledet af general Anthony Wayne blev derfor udsendt, og det lykkedes Waynes hær at besejre føderationen i slaget ved Fallen Timbers i 1794. Indianerne havde håbet på britisk assistance, men de blev tvunget til at signere Greenville-avtalen i 1795, da hjælpen ikke kom. Aftalen betød, at indianerne måtte afstå Ohio og dele af Indiana til USA.
Efter Greenville-aftalen fortsatte USA med at overtage kontrollen over indianernes land i et tempo, der alarmerede de indianske samfund. William Henry Harrison var blevet guvernør i Indianaterritoriet i 1800, og under Thomas Jeffersons instruktioner førte han en aggressiv politik for at skaffe rettighederne til indianernes land. To Shawnee-brødre, Tecumseh og Tenskwatawa, organiserede en ny modstand mod den amerikanske ekspansion. Tecumsehs mål var at få indianerlederne til at stoppe med at sælge land til USA. Mens Tecumseh var i syd for at forsøge at rekruttere allierede blandt creeker, cherokeer og choctawer, marcherede Harrison mod føderationens styrker i nordvest, og han besejrede Tenskwatawa og hans tilhængere i slaget ved Tippecanoe i 1811. Amerikanerne havde håbet, at denne sejr ville gøre en ende på den militære modstand, men Tecumseh valgte åbent at alliere sig med briterne, som kort efter selv var i krig med amerikanere i den britisk-amerikanske krig.
På samme måde som revolutionskrigen så omfattede krigen i 1812 også en massiv indianerkrig på den vestlige front. Opmuntret af Tecumseh, blev creek-krigen (1813-1814), der begyndte som en borgerkrig inden for creeknationen, også en del af den større kampen mod den amerikanske ekspansion. Mens krigen mod briterne var præget af stilstand, havde USA mere succes på den vestlige front. Tecumseh var blevet dræbt af Harrisons hær i slaget ved Thames, hvilket knækkede modstanden i nordvest. Creekerne fortsatte kampen mod USA, men blev også besejre, hvilket betød, at Florida blev indlemmet USA i 1819.
Ligesom ved afslutningen af revolutionskrigen og den nordvestlige indianerkrig overlod briterne efter den britisk-amerikanske krig igen sine indianske allierede til amerikanerne. Denne krig viste sig siden at være et betydeligt vendepunkt i indianerkrigene, da det var sidste gang, at indianerne ville søge assistance hos en fremmed i en krig mod USA.
Et af resultaterne af disse krige var godkendelsen af Indian Removal Act i 1830, som præsident Andrew Jackson gjorde til lov samme år. Removal Act beordrede ikke direkte fjernelse af indianerne, men den autoriserede præsidenten til at forhandle aftaler, der ville bytte stammeland i øst mod land i vest. USA havde netop erhvervet en enormt territorium mod vest gennem Louisiana-købet. Ifølge historikeren Robert V. Remini fremmede Jackson primært denne politik af hensyn til den nationale sikkerhed, da både Storbritannien og Spanien havde rekrutteret og bevæbnet indianere inden for USA’s grænser i deres krige mod USA.
Et antal Indian Removal-aftaler blev underskrevet. De fleste indianerstammer gik nølende men fredeligt, og ofte med bitter resignation, ind på betingelserne i fordrivelsesaftalerne. Nogle grupper gik dog i krig for at modsætte sig disse aftaler, det resulterede i to korte krige – Black Hawk-krigen i 1832 og Creek-krigen i 1836 – ud over den lange og kostbare Anden seminolekrig (1835–1842).
| Indianerkrigene vest for Mississippi |
|
Som i det østlige USA førte den europæiske ekspansion på sletterne og bjergene af nybyggere, settlere og minearbejdere også til konflikter med visse af de oprindelige befolkninger i områderne vest for Mississippi. Mange stammer, fra Utefolket i Great Basin til Nez Perce gruppen under høvding Joseph i Idaho, kæmpede mod indtrængerne på et eller andet tidspunkt.
Men det var siouxfolket fra den nordlige prærie og dele af apachefolket i sydvest, der udgjorde den mest betydende modstand mod den europæiske ekspansion. Under militære ledere som Red Cloud og Crazy Horse udviklede siouxkrigerne et effektivt kavaleri. Siouxfolket var på det tidspunkt selv nytilflyttere på prærien, da de tidligere havde de været bofaste bønder i Great Lakes-regionen. Da de blev tvunget vestover, måtte de lære at indfange, tæmme og ride de vilde heste, som oprindeligt var indført af europæerne. De blev frygtede krigere og fordrev selv adskillige andre stammer.[5] Det var i disse netop annekterede præriestrøg, at siouxerne vandt deres mest kendte sejre over amerikanerne, der ligeledes viste interesse for vidderne.[6] Apachefolkets taktik var godt tilpasset til kamp i et miljø, som primært bestod af ørkner og dale.
_-_U.S._Army_and_Lakotas,_1854-1868_(blue_x)_and_1869-1890_(red_x).png)
Hvad der bidrog til at holde liv i konflikterne, var indianernes ofte brugte taktik med at forlade deres egne områder og overrumple folk, hvor disse følte sig trygge og havde deres daglige gang: I 1862 angreb en styrke siouxer bl.a. handelsstationen Fort Berthold II i North Dakota, hvor de hvide handelsfolk var accepteret af de lokale mandaner, hidatsaer og arikaraer.[7] Cheyennerne hævnede Sand Creek massakren ved navnlig at angribe nybyggere og vogntogs-kuske langt inde i Nebraska og Kansas, der intet havde haft med massakren i Colorado at gøre.[8] Nogle indfødte anklagede automatisk alle hvide i nærheden af deres lejre for at være indtrængere,[9] skønt disse rent faktisk opholdt sig udenfor stammens traktatområde (se Kort 1).
Som under indianerkrigene i øst[10] kunne amerikanerne vest for Mississippi gerne regne med værdifuld støtte fra indianere, der delte de hvides negative syn på bestemte stammer. Spejderne og hjælpetropperne tilsluttede sig hæren af forskellige grunde, der kunne være af enten personlig, stammemæssig eller taktisk art: For at tage hævn, opnår status som kriger, tilegne sig krigsbytte (ofte heste), hjembringe fanger (kvinder og børn) eller i håb om at stå i en bedre forhandlingsposition med de hvide, når den tid kom.[10]
._1823-24._The_Arikara_War.png)
I 1823 var lakotaerne de første prærieindianere til at hjælpe den amerikanske hær i en indianerkrig vest for Missouri River. Det var mod arikaraerne i South Dakota.[12] Som andre indianske spejdere og hjælpetropper både før og efter dem hjalp lakotaerne de hvide mod en indfødt nation, de tidligere havde udkæmpet kampe med,[11] og som de ville fortsætte med at møde på slagmarken år eller årtier efter,[7] at hæren havde indstillet dens militære operationer mod stammen.[7]
Under indianerkrigene i det nordvestligste USA i 1850erne nød den amerikanske hær bl.a. gavn af de allierede nez perce krigeres kendskab til terrænet, hvor opgørene fandt sted.[10]
Små stammer i Texas, der i lighed med amerikanerne havde følt de talstærke comanchers militære styrke, allierede sig fra tid til anden med de hvide. Både lipan apacher,[10]caddoer, wacoer, anadarkoer, tonkawaer, tahuacanoer, delawarer og shawnees deltog i ekspeditioner mod comancherne under ledelse af Texas Rangers.[10]
I sine felttog mod navajoerne i 1860'erne benyttede ”Kit” Carson sig af spejdere og sporfindere fra både ute -, zuni - og hopi stammen.[10]
Under general George Crooks jagt på chiricahua apache leder Geronimo var det ikke mindst hans brug af papagoer, pimaer, yavapaier, walapaier[10] og ligefrem chiricahuaer[10] samt andre apacher,[10] der sikrede ham succes til slut.
Da hæren forfulgte en anden chiricahua apache leder, Chihuahua, tilknyttede den mere end 190 indianske spejdere; især hentet fra Cibecue -, San Carlos -, tonto - og White Mountain apacherne.[13]
Mange lignende eksempler kan fremdrages.[10]
I 1750’erne begyndte prærieindianere at slå sig ned i Texas. Samtidig begyndte konfrontationerne mellem dem og de europæiske kolonister, der dukkede op samtidigt. Efter 1830 emigrerede angloamerikanske til Texas i stort tal, og indtil 1870’erne opstod der en lang række væbnede konflikter, især mellem texanerne og comanchefolket. Det første betydningsfulde slag var Fort Parker-massakren i 1836, hvor en hær af comanche-, kiowa-, witchita- og delawarekrigere angreb bosættelsen Fort Parker. Antallet af dræbte europæere var relativt lavt i sammenligning med andre overfald, men tilfangetagelsen af Cynthia Ann Parker førte til ramaskrig i Texas’ angloamerikanske befolkning.
Da Republikken Texas havde løsrevet sig, og truslen fra Mexico var blevet mindre, påbegyndte Texas nye regering under Sam Houston en politik, hvor comanche- og kiowafolket aktivt blev konfronteret. Houston løste en konflikt med cherokeefolket med fredelige midler,[14] mens den næste præsident Mirabeau B. Lamar tog andre midler i brug. Under Lamar lykkedes det Texas’ regering at fordrive cherokeefolket mod vest. Da man forsøgte samme politik over for comanche og kiowa kom det til flere voldelige sammenstød. Udgifter til indianerkrigene i Texas kom i løbet af Lamars fireårige administration til at overstige republikkens samlede indtægter, og han blev afløst af Sam Houston, der genoptog hans egen tidligere diplomatiske politik. Texas indgik derpå flere traktater, blandt andre med comanchefolket.
Efter at Texas tilsluttede sig USA i 1846, blev de militære operationer mod indianerne overladt til den føderale regerings ansvar. Mellem 1856 og 1858 medførte fornyet ekspansion i comancheterritoriet en række blodige kampe. I 1858 trængte amerikanske tropper ind i de centrale dele af Comancheria (folkets hjemland), hvilket signalerede begyndelsen til enden på comanche som et levedygtigt folk. Kampene fortsatte ind i 1860’erne. I 1860 blev Cynthia Ann Parker fundet i en plyndret landsby. Hun vendte tilbage til sin oprindelige familie, men måtte efterlade sine børn, heriblandt Quanah Parker. Han fungerede selv som militær comancheleder, indtil han i 1875 måtte overgive sig til de føderale myndigheder og flytte til et reservat i det sydvestlige Oklahoma.
Konflikten mellem nogle ganske bestemte prærieindianere og de europæiske bosættere fortsatte også under borgerkrigen. Et af de mest berygtede overfald fandt sted i 1864 – Sand Creek-massakren, hvor en lokalt sammensat milits angreb en landsby, beboet af cheyenne og arapaho i det sydøstlige Colorado. Her blev mellem 140 og 150 kvinder, mænd og børn lemlæstet eller dræbt.[15] Indianerne ved Sand Creek havde fået en forsikring fra den amerikanske regering om, at de fredeligt kunne bo i området, men anti-indianske følelser blandt de europæiske bosættere var stærke. En regeringsundersøgelse af begivenheden medførte et kortvarigt krav i offentligheden om stop for massakrer på indianere.
Den sidste alvorlige siouxkrig (populært kaldt Black Hills krigen eller Den store sioux krig) brød ud i 1876, da guldrushet i Dakota ramte Black Hills. I strid med en traktat fra 1868 var guldgravere trængt ind i Black Hills i Det Store Sioux Reservat i South Dakota til lakotaernes vrede. Hærens planlagte sommer-felttog var dog rettet mod lakotaer langt fra Black Hills og inde i Montana (se Kort 1). Her havde lakotaerne angrebet bl.a. amerikanere[16] i strid med den samme 1868 traktat,[17] ligesom de jævnligt opholdt sig talstærkt i områder, som f.eks. deres fjender i crow stammen gjorde krav på.[16] I 1876 havde både Wind River shoshoner[10], arikaraer,[12] og crower spurgt efter afgørende amerikanske tiltag mod lakotaerne i årevis.[16] Efter Rosebud Slaget fandt general George Armstrong Custer i 1876 lakotaernes og disses allieredes hovedlejr ved Little Bighorn River i den østligste del af crow reservatet, som de helt havde overtaget.[16]
![Thumb](#/media/Fil:Image_from_page_385_of_"Bulletin"_(1901).jpg)
Hæren blev ledt frem af spejdere og krigere fra både arikara stammen[18] og af de lokale og stedkendte crower.[19] Custer og hans mænd, som var blevet separeret fra hovedstyrken, blev alle dræbt af de numerisk langt overlegne indianere, ledet af bl.a. Sitting Bull. Slaget ved Wolf Mountains, også Montana, den 8. januar 1877 regnes for den sidste afgørende kamp i Den Store Sioux Krig, da de fleste lakotaer derpå erkendte nederlaget og langsomt søgte ind i sioux reservatet i South Dakota.[20]
Længe før dette var levegrundlaget for indianernes samfund på Prærien blevet ødelagt af nedslagtingen af bisonerne. I 1870’erne var den næsten totalt udryddet som følge af hensynsløs jagt. Folkeslag som apacherne, der hidtil havde været fuldkomment afhængige af bisonerne, begyndte i stedet at plyndre de europæiske landsbyer. Angrebene fortsatte frem til 1886, da den sidste betydende militære indianerleder, Geronimo, overgav sig.
Et åndedans-ritual i det nordlige lakotareservat ved Wounded Knee, South Dakota, i 1890, førte til, at hæren forsøgte at afvæbne lakotaene. Under det forsøg opstod der en skudveksling, og soldaterne, der var bevæbnet med kraftige våben, dræbte omkring 300 indianere – størsteparten af dem ubevæbnede mænd, kvinder og børn. Omkring 25 soldater mistede livet.
Konflikterne i dette geografisk vidtstrakte område varede fra 1846 til 1895. De involverede alle stammer i regionen, der ikke tilhørte pueblofolket. Indbyrdes kampe mellem indianerstammer og med spanske kolonister havde præget området længe før 1840’erne, og mange af konflikterne med USA’s regering var udløbere af ældre stridigheder. Navajo- og Apachekrigene er blandt de mest velkendte fra dette område, men var langt fra de eneste.[kilde mangler] Den sidste betydende militære operation var tilfangetagelsen af Geronimo sammen med sit følge på 24 krigere, kvinder og børn i 1886. Operationen involverede omkring 5.000 soldater.
I amerikanske historiebøger er indianerkrigene traditionelt blevet behandlet som en mindre betydelig del af USA’ militære historie. Først i løbet af de sidste årtier af 1900-tallet begyndte et stigende antal historikere at anskue konflikterne fra indianernes synsvinkel. Samtidigt blev der lagt større vægt på konfliktens indflydelse på de oprindelige folks samfund og kultur. Dee Browns bog Bury My Heart at Wounded Knee fra 1970 var en af de første bøger, der gav et større publikum indblik i denne historie. Værket er blevet kritiseret af fagfolk for at løbe med halv vind,[34] [12] og for dets diskriminering af flere oprindelige præriefolk ved f.eks. at ignorere pawnee-stammens,[35] arikaraernes og crowernes indianer-synspunkter til fordel for lakotaernes.[12] I akademiske kredse fik Francis Jennings' The Invasion of America: Indians, Colonialism, and the Cant of Conquest (New York: Norton, 1975) stor indflydelse. Bogen førte til et skred væk fra den traditionelle opfattelse af relationerne mellem indianere og europæere. Et nyere værk, der har fået stor indflydelse, er Jerome A. Greene's Indian War Veterans: Memories of Army Life and Campaigns in the West, 1864-1898 (New York, 2007). I sin bog, American Holocaust, femfører David Stannard det synspunkt, at ødelæggelse af Amerikas oprindelige folkeslag gennem en række folkemords-kampagner var verdenshistoriens mest opfattende tilfælde af folkedrab.[36][37]. Den europæiske ekspansion i Nordamerikas betydning for den oprindelige befolkning er stadig genstand for en debat, hvor Stannards synspunkt både finder støtte.[38][39] og modstand.[40]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
