Højhastighedstog
From Wikipedia, the free encyclopedia
Højhastighedstog er tog, der kører på højhastighedsjernbaner med langt mellem stoppene.
EU-direktiv 96/48 beskriver højhastighedstog som tog, der kører med mindst 200 km/t på "eksisterende strækninger" og 250 km/t eller mere på særligt anlagte højhastighedsjernbaner.[1] Den danske maksimalhastighed på 180 km/t berettiger ikke til betegnelsen højhastighed (eller hurtigtog), men det danske 180 km/t-net indgår dog i det europæiske højhastighedsnet, fordi det forbinder (potentielle) højhastighedsstrækninger. Der stilles derfor særlige krav til interoperabiliteten.
I flere lande er højhastighedstog blevet konkurrencedygtige alternativer til flyforbindelser.[2]
Efter anden verdenskrig udbredtes elektrificering af hovedbanerne. Det startede i Italien og Schweiz og fortsatte senere i Frankrig og Tyskland. Genopbygningen af de ødelagte baner gav mulighed for fornyelse. Den franske Mistral Express, der har eksisteret siden 1950, indledte højhastigheds-intercityforbindelserne. De første tog, der var over 320 km/t, var de franske TGV.[kilde mangler] Elektrificeringen fandt også sted uden for Europa, fx i Rusland og Japan. Den første specialbyggede elektriske højhastighedsbane, Tokaido Shinkansen, åbnede i Japan i 1964.