Heksehammeren
From Wikipedia, the free encyclopedia
Malleus Maleficarum[2] eller Heksehammeren var den mest kendte "instruktionsbog" i heksesager fra middelalderen. Bogen giver retningslinjer for, hvordan myndighederne skulle opspore, afsløre, efterforske og retsforfølge trolddom og heksekriminalitet, noget som blev betragtet som en særdeles alvorlig forbrydelse i 1400-1600-tallet. Bogen blev trykt i flere oplag, og for hvert oplag blev bogen anerkendt i flere kredse, og hekseprocesserne blusede op igen efter en noget mere stille periode. Under den foregående stille periode havde en række af domstole ikke behandlet hekseprocesser i lang tid. Man havde altså ingen stærk levende institutionelle hukommelse i retssystemet, og fandt behov for at orientere sig blandt andet, igennem hvad der måtte komme af udgivelser om emnet. Heksehammeren blev derefter i en periode brugt i udstrakt grad, rigtignok fortrinsvis af den verdslige magt, mens bogen blev fordømt af den katolske kirke i 1490 og blev ignoreret af inkvisitionen.
I et par årtier havde bogen en meget stor indvirkning på de civile domstole, der på grund af manglende erfaring med sådanne processer i en periode begyndte at forholde sig til dens anvisninger. Men ikke langt tid inde i 1500-tallet var Heksehammeren forældet; nye håndbøger for hekseprocesser kom til og fik større betydning, men overordnet set spillede sådanne bøger ikke længere en så fremtrædende rolle i retssager mod hekserianklagede.
Bogen havde stadig en vis indflydelse efter reformationen og blev anvendt af myndighederne i både den protestantiske og katolske områder.