Harald Høffding
dansk filosof (1843-1931) / From Wikipedia, the free encyclopedia
Harald Høffding (født 11. marts 1843 i København, død 2. juli 1931 i København) var en dansk filosof og teolog, professor i filosofi ved Københavns Universitet 1883- 1915 og dets rektor 1901-1902.[1] Han var bror til Theodor og Victor Høffding.
Harald Høffding | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 11. marts 1843 København, Kongeriget Danmark |
Død | 2. juli 1931 (88 år) København, Kongeriget Danmark |
Bopæl | Strandgade |
Politisk parti | Radikale Venstre |
Søskende | Theodor Høffding, Victor Høffding, Otto Høffding |
Familie | Wassily Hoeffding (Grandnevø) |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Københavns Universitet |
Medlem af | Videnskabernes Selskab (fra 1884), Kungliga Vetenskapsakademien, Instituto de Estudios Catalanes (fra 1916), Accademia Nazionale dei Lincei |
Beskæftigelse | Teolog, universitetsunderviser, selvbiograf, psykolog, filosof |
Arbejdsgiver | Københavns Universitet |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Storkors af Dannebrogordenen (1919), Dannebrogordenens Hæderstegn (1901) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Harald Høffding var meget virksom gennem hele sit liv. Særlig stor betydning havde han som lærer, først som docent, senere som professor, men endnu større betydning fik han gennem sit omfattende forfatterskab. Som højdepunkter i dette står doktorafhandlingen "Den antike Opfattelse af Menneskets Villie" fra 1870, "Philosophien i Tydskland efter Hegel" fra 1872, "Etik. En Fremstilling af de etiske Principper og deres Anvendelse på de vigtige Livsforhold" fra 1887, "Den nyere Filosofis Historie" I-II udgivet 1894-1895, "Religionsfilosofi" fra 1901 og "Den menneskelige Tanke, dens Former og Opgaver" fra 1910. Foruden disse udgav han monografier over Kierkegaard, Rousseau og Spinoza, psykologiske, etiske, filosofihistoriske og erkendelsesteoretiske studier, afhandlinger, artikler og anmeldelser samt holdt foredrag, hvilket udgjorde led i hans fortsatte fortolkning, som førte frem til hans endelige filosofiske standpunkter.[2]
Hans filosofi omfattede 4 (eller 5) hovedproblemer: bevidsthedsproblemet, erkendelsesproblemet, tilværelsesproblemet og vurderingsproblemet (der var opdelt i et etisk og et religiøst aspekt).[3]