Hammerensgade
gade i Indre By i København / From Wikipedia, the free encyclopedia
Hammerensgade er en gade tæt ved Frederiksstaden i Indre By, København, hvor den forbinder Store Kongensgade og Grønningen. Gaden blev opkaldt efter den 183 ha store rundklippe Hammerknuden på det nordlige Bornholm i 1920. Fra 1908 til 1920 hed den Hammershusgade, men det navn var i forvejen optaget af Hammershusgade på Østerbro.[1]
Gaden er en af fire gader med bornholmske navne i et lille kvarter mellem Esplanaden, Grønningen og Store Kongensgade (de øvrige er Jens Kofods Gade, Poul Ankers Gade og Bornholmsgade). Hvor kvarteret ligger nu, anlagdes i 1789 Husarkasernen. I 1898 erstattedes kasernen af en ny på Østerbro, og de gamle bygninger blev revet ned i 1902. Desuden blev Grønningen flyttet et stykke mod nordøst til sin nuværende placering. Det var planen at opføre etageejendomme med store lejligheder i området. Imidlertid havde man ramt en tid med overproduktion af boliger, så det kom til at tage over tre årtier at få hele kvarteret bebygget.