Grøbling
From Wikipedia, the free encyclopedia
Grøbling (tysk: grüppelung) er en teknik, som bruges til indvinding af land ved Vadehavet. Langs slikgårde graves vinkelret på kysten parallelle render og grøfter, der hjælper overskydende vand til at løbe af vaden. På den måde kan man opnå større områder, som kun dækkes af vand i mindre grad, så tilført materiale kan nå at bundfældes. Den enkelte rende kaldes for en grøble, og det højereliggende areal mellem to render kaldes en ager. Disse grøbler kan være ca. ⅓ m dybe op til 2 meter brede og anlægges med en indbyrdes afstand på 3-4 m eller mere. Den klæg, der er gravet op, bliver lagt på den mellemliggende ager. Dernæst må man vente på, at grøblen fyldes med klæg igen, som så atter graves op og så fremdeles. På denne måde opnås, at agrene efterhånden kommer til at ligge højere end normalt højvande.[1]
Grøbling kan kombineres med andre teknikker, fx bygning af dæmninger eller "låninger" på flere hundrede meter vinkelret ud fra kysten. Formålet med disse dæmninger er at modvirke kyststrømmen og dæmpe bølgeslag for derved at gøre vandet roligere og således fremme aflejringen.[1]
Når man således efterhånden har fået et areal egnet til indvinding, afspærres området fra havet med et såkaldt sommerdige, der kun er beregnet til at modstå mindre stormfloder. Det område (kog), der således er indvundet, kan anvendes til græsning for kreaturer om sommeren. Hvis der skere en fortsat grøbling udad, vil senere en ny kog kunne inddiges, og det gamle sommerdige vil så kunne forhøjes til en størrelse, hvor det er trygt at bosætte sig bag det.[2]
Formålet med grøblinger er at forbedre dræningsforholdene, men også at hæve dele af vaden op til et niveau, hvor planter kan indvandre. Især strandannelgræs og vadegræs spiller en stor rolle som landvindingsplanter, som fastholder det materiale, der er opslemmet ved højvande. Etablering af slikgårde, faskingærder og grøblinger har spillet en betydelig rolle for dannelsen af den nuværende marsk i det nordvesteuropæiske marskområde.