Gisco
From Wikipedia, the free encyclopedia
Gisco var en karthaginsk general, der tjente i de sidste år af den første puniske krig (264-241 f.Kr.) og tog en ledende rolle i de efterfølgende begivenheder, der udløste lejesoldatskrigen. Han var statsborger i bystaten Karthago, som lå i det nuværende Tunesien. Hans fødselsdato og alder ved sin død er begge ukendte. Ligeledes er hans aktiviteter og bedrifter inden hans fremtræden mod slutningen af den første puniske krig ukendte.[2]
Gisco | |
---|---|
Død | 239 f.v.t. ![]() |
Børn | Hamilcar[1], Hasdrubal ![]() |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Officer, militærperson ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Mod slutningen af den første puniske krig var Gisco kommandør for hovedbasen Lilybaeum (moderne Marsala) på Sicilien, underordnet Hamilkar Barkas – den overordnede karthagiske kommandant på øen. Da Hamilkar blev beordret til at forhandle en fredsaftale i 241 f.Kr., trak Hamilkar sig tilbage til Karthago i raseri og efterlod Gisco – som den næsthøjeste kommandør – ansvarlig for forhandlingerne med romerne.[3] Disse resulterede i Lutatius-traktaten, som afsluttede krigen. På dette tidspunkt havde de tropper, som han hjemsendt fra Sicilien til Afrika, igangsat et mytteri på grund af en lønstrid. Gisco, som havde et godt ry blandt soldaterne, blev hurtigt tilbagekaldt for at tage sig af situationen. Gisco blev sendt til troppernes lejr med penge nok til at betale det meste af det, som Karthago skyldte dem. Indledningsvis så det ud til at utilfredsheden var aftaget blandt soldaterne, men – af ukendt årsag – eskalerede situationen lige pludselig. Flere soldater insisterede på, at ingen aftale med Karthago var acceptabel, hvilket gav anledning til at et oprør udbrød. Gisco og hans stab blev taget til fange.[4] Dette repræsenterede begyndelsen på det der blev kendt som lejesoldatskrigen.
Gisco blev holdt fanget i to år af oprørerne. Efter at en stor styrke af oprørere deserterede til karthagerne i 239 f.Kr. frygtede oprørslederne, at deres hær ville gå i opløsning. Karthagerne havde tilbudt desertørerne generøse vilkår, hvilket oprørslederne viste ikke ville blive udvidet til dem personligt. For at fjerne muligheden for enhver form for godsind og barmhjertighed mellem parterne valgte oprørslederne at torturere Gisco og 700 andre karthagiske fanger ihjel.[5][6] Hamilkar og karthagerne gengældte efterfølgende dette ved også at dræbe sine fanger.