Gaula (Sogn og Fjordane)
From Wikipedia, the free encyclopedia
From Wikipedia, the free encyclopedia
Gaula er en elv i kommunerne Gaular og Førde i Vestland fylke i Norge. Den 74 kilometer lange Gaula er hovedelven i Gaular-systemet, et af de største vandområder i Vestlandet, med afvandingsområde på 626 km².[1]
Gaula | |
---|---|
Overblik | |
Region | Vestland |
Land | Norge |
Løber igennem | Gaular, Førde |
Geografi | |
Udspring | Nordlige løb: Grovabreen, Troget, Jostefonn - Femtevatnet Sydlige løb: Skarvedalsbreen, Gottoppbreen, Norddalsvatnet |
- højde | Nordlig 928 Sydlig 1197 m.o.h. |
- koord. | 61°29′43.44″N 6°37′8″Ø |
Udmunding | Dalsfjorden 61°22′4″N 5°26′23″Ø |
- koord. | 61°22′4″N 5°40′23″Ø |
Bifloder | Daleelva og Isaelva i Haukedalen, Risbotnelva i Eldalsdalen, Løfallelva ved Sande, Åmotselva fra Langeland |
Fysiske kendetegn | |
Længde | 73,8 [1] km |
Middelvandføring | 51,11 [1] m³/s |
Afvandingsareal | 625,62 [1] km² |
Oversigtskort | |
Gaularvassdraget har udspring i Haukedalen og Eldalsdalen. Bræer i den sydvestlige del af Jostedalsbreen nationalpark leder mod Haukedalen, disse er Grovabræen, Troget og Jostefonni. Elven i Eldalsdalen kommer fra sne og mindre bræer på Gaularfjellet. De to dalstrøg mødes i Viksdalsvatnet. Elven løber videre igennem hele Gaular, udløbet er ved Osen gård i Bygstad, hvor den løber ud i Dalsfjorden.
Gaularvassdraget er kendt for sine 28 vandfald (fosser) og bliver ofte kaldt "Fosselandet". Nogle af de mest kendte vandfald er:
Der er flere store søer i vassdraget. Nogle af disse er:
Der er bygget en sti, Fossestien, langs dele af elven for at gøre adgangen til elven og fosserne enklere.
Dele af Gaumar er med i Sunnfjord aurefiskefest, en årlig fiskekonkurrance i kommunerne Gaular, Førde og Jølster.[2]
De nedre dele af Gaula er en god lakseelv med en lakseførende strækning på 14,5 km og rækker til Fossfossen lidt øst for Sande. For at få laksen op i elven er der flere laksetrapper, landets ældste trappe ligger ved Osfossen, ved udløbet til Dalsfjorden. Den blev bygget i 1870'erne.[3]
Kraften i elven og fosserne er en vigtig ressource for bygderne omkring. I tidlige tider blev kraften benyttet til slibestene, kværne, møller og savværker. Efterhånden blev der også anlagt kraftværker i mange af fosserne, bl.a. Bellsfossen, Lyngstadfossen og Fossevikfossen.[4]
I 1920'erne var der planer om at bruge elven til kraftproduktion for aluminiumsværket i Høyanger, men disse planer blev ikke gennemført. Kraftstationen skulle da ligge ved Vallestadfossen, Haukedalsvatnet skulle fungere som vsndmagasib, og vandstanden skulle øges med 20 meter.[5]
Vandkraften bliver også i dag udnyttet, dog i mindre grad end tidligere. Der findes nogle små kraftværker, bl.a. i Vallestadfossen, og ved Fossevikfossen er der et savværk, som udnytter vandkraften.
Gaular er beskyttet i henhold til Verneplan IV for vassdrag.[6] Det var en lang kamp mellem modstridende parter, som endte med fredning i 1993.
Baggrunden for frwdningen var planer fra Sogn og Fjordane Energi om at udbygge med vandkraftværker. De omfattende planer fra 1960'erne gik ud på at udnytte hele vandsystemet fra højfjeldet under Jostedalsbreen til udløbet i Dalsfjorden.[7]
En stor del af modstanderne samlede sig i Informasjonskomiteen for Gaularvassdraget i 1971. Komiteen arbejdede på flere plan, de opsatte plakater med Vern om Gaula langs elven, drev lobbyvirksomhed og opstillede kandidater på en egen liste ved kommunevalget.[7]
Kampen om beskyttelse eller udbygning prægede bygderne i 20 år, og sagen skabte fjendskab mellem naboer. Sagen blev central, da arbejdet med Samlet plan for vassdragsvern i Norge blev påbegynt i 1970'erne. To norskemiljøministre var på besigtigelse under sagsgangen. I 1980'erne var Wenche Frogn Sellæg i kommunen, og tidlig i 1990'erne var Sissel Rønbeck på besøg.[8]
Kampen er dokumenteret i bogen Kampen om Gaula[9] af Terje Ulvedal.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.