French Open-mesterskabet i herresingle 2022
From Wikipedia, the free encyclopedia
French Open-mesterskabet i herresingle 2022 var den 121. turnering om French Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af French Open 2022 og blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 22. maj - 5. juni 2022, mens kvalifikationen afvikledes den 16. - 20. maj 2022.
French Open 2022 Herresingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 121 |
Dato(er) | 22. maj - 5. juni 2022 Kvalifikation: 16. - 20. maj 2022 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 18.544.800 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Herresingle | Rafael Nadal (14. titel) |
Mesterskabet blev vundet af Rafael Nadal, som i finalen besejrede Casper Ruud med 6-3, 6-3, 6-0 i en kamp, hvor han vandt de sidste 11 partier, og i den forbindelse satte spillerne adskillige rekorder. Nadal blev den første spiller med 14 titler ved French Open-mesterskabet i herresingle og den første spiller med 22 grand slam-titler i herresingle. Spanieren havde tidligere på sæsonen også vundet Australian Open-titlen, og det var første gang, at han havde vundet sæsonens to første grand slam-turneringer. Med en alder på 36 år og 2 dage blev han også den ældste vinder af mesterskabet, idet han overgik Andrés Gimenos rekord fra 1974, hvor han var 34 år ved sin eneste sejr i turneringen.[2] Rafael Nadal besejrede fire top 10-spillere (Félix Auger-Aliassime, Novak Djokovic, Alexander Zverev og Casper Ruud) på sin vej til titlen som den blot tredje spiller i en grand slam-turnering siden introduktionen af ATP's verdensrangliste i 1973, og som den første spiller nåede han op på 63 turneringssejre på grus.[3][4]
Casper Ruud var den første norske spiller i en grand slam-finale i herresingle, idet hans indtil da bedste resultat havde været et nederlag i fjerde runde. Resultaterne medførte, at Casper Ruud avancerede til sjettepladsen på ATP's verdensrangliste, hvilket var ny personlig rekord, mens Rafael Nadal hoppede en enkelt placering frem til fjerdepladsen på ranglisten.[3]
Den forsvarende mester, Novak Djokovic, tabte i kvartfinalen til den senere mester, Rafael Nadal, i de to spilleres 59. indbyrdes møde.[5]
Denne turnering var den første grand slam-turnering i herresingle siden French Open 2022, hvor Feliciano López ikke deltog i hovedturneringen, hvilket satte en stopper for hans stime på 79 grand slam-deltagelser i træk. López tabte i kvalifikationen.[6] Det var endvidere den sidste professionelle turnering for den tidligere nr. 5 på ATP's verdensrangliste og Australian Open-finalist, Jo-Wilfried Tsonga, som tabte i første runde til Casper Ruud.[7] Holger Rune blev den første danske mand i en grand slam-kvartfinale i herresingle i tennissportens åbne æra.[8]
Dette var den første udgave af French Open efter at de fire grand slam-turneringer havde indført et fælles format med en 10-point-tiebreak ved stillingen 6-6 i femte sæt.[9] Camilo Ugo Carabelli og Aslan Karatsev blev de første spillere til at afprøve det nye format, da Carabelli vandt deres møde i første runde.[10]