Fordrivelsen af tyskere efter 2. verdenskrig
From Wikipedia, the free encyclopedia
Ved 2. verdenskrigs slutning flygtede eller udvistes hovedparten af de tyske befolkningsgrupper i områder uden for det nuværende Tysklands og Østrigs grænser. Det drejede sig især om for det første tidligere tyske områder, som blev annekteret at Polen og Sovjetunionen efter krigen – Østlige Brandenburg, Østpreussen og det meste af Pommern og Schlesien,[1] for det andet om Tjekkoslovakiet, som blev genskabt ud fra det tidligere tjekkoslovakiske område, som havde været besat under krigen, og Sudeterlandet, som var blevet annekteret af Tyskland i 1938, og [1] for det tredje om de tidligere polske områder, som var blevet annekteret eller besat af Tyskland under krigen.[1] For det fjerde drejede det sig om Ungarn, Rumænien, nordlige Jugoslavien (fortrinsvis i Vojvodina området) og andre stater i Central- og Østeuropa.[1]
Hovedparten af de flygtede eller fordrevne kom fra de tidligere østlige tyske provinser, som blev annekteret af Polen og Sovjetunionen efter krigen (omkring 7 millioner mennesker[2]), og fra Tjekkoslovakiet (omkring 3 millioner[2]).[1] De flygtede og fordrevne blev genbosat i de allierede besættelseszoner i Tyskland og Østrig.
Med mindst[3] 12 millioner[4][5][6] tyskere direkte berørt, muligvis 14 millioner[7][8] eller mere,[9] var det den største etniske tvangsforflytning i moderne historie[5][10][11] og den største udvisning i Central- og Østeuropa, hvor i alt over 20 millioner mennesker blev fordrevet.[4]
Begivenhederne er normalt blevet karakteriseret som "befolkningsoverførsel",[12] eller som "etnisk udrensning".[13] R. J. Rummel har betegnet disse begivenheder som "democide", [9] og nogle få går så langt som til at betegne det som folkemord.[14]
Fordrivelsen var led i den geopolitiske og etniske reorganisering i efterkrigstidens Europa og var til dels en gengældelse for at tyskerne havde indledt krigen og gennemført de efterfølgende grusomheder og etniske udrensninger i de besatte lande.[15][16] De Allierede ledere Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill og Josef Stalin var inden krigens slutning nået til grundlæggende enighed om, at Polens territorium skulle flyttes vestpå og den tilbageværende tyske befolkning udvises, og meddelte de polske og tjekkoslovakiske eksilregeringer, hvis lande begge var besat af Tyskland, at dette ville ske.[17][18][19][20]
Fordrivelserne foregik i tre til dels overlappende faser. Den første bestod af tyskeres spontane flugt fra den Røde Hær, som foregik fra midten af 1944 til starten af 1945.[21] Den anden fase var den uorganiserede fordrivelse af tyskere straks efter det tyske nederlag.[21] Den tredje fase var en mere organiseret udvisning efter de Allieredes Potsdamtraktat,[21] som redefinerede grænserne i Central- og Østeuropa og tillod såkaldt "ordnede" og "humane" udvisninger af tyskere fra Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn.[22] Mange tyske civile blev desuden sendt til internerings- og arbejdslejre.[23] De største fordrivelser var afsluttet i 1950.[21] Folketællingstal fra det år viste, at antallet af etniske tyskere, som fortsat boede i Østeuropa lå på omkring 2,6 mio., ca. 12 % af antallet før krigen.[24] Det samlede antal døde ved fordrivelserne er stadig ukendt, og er svært at beregne på grund af det kaos, som eksisterede i krigens sidste måneder.