Eritrea-sagen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Eritrea-sagen er en politisk strid, som handler om en rapport udarbejdet af Udlændingestyrelsen og udsendt i november 2014. Rapporten konkluderer, at flygtninge kan vende tilbage til Eritrea uden, at de risikerer tortur eller fængselsstraf, og at erklærede flygtninge fra Eritrea kan sendes hjem igen.[1] Rapporten modtog efterfølgende flere kritiske reaktioner fra medier, politikere og flere af rapportens egne kilder, som har kaldt den for både politisk bestillingsarbejde og umenneskelig.[2]
I december besluttede justitsminister Mette Frederiksen, at Udlændingestyrelsen, efter den massive kritik, skulle aflevere en rapport til hende om hele forløbet. Denne rapport blev i første omgang sendt tilbage. Efter at flere spørgsmål var blevet besvaret, var justitsministeren i anden omgang tilfreds med den. Redegørelsen blev herefter sendt til Folketingets ombudsmand, der i september 2015 fandt, at myndighederne ikke havde lavet væsentlige retsbrud, men ombudsmanden udtrykte dog samtidigt kritik af myndighedernes håndtering af sagen.[3][4][5][6]