From Wikipedia, the free encyclopedia
De enkimbladede (Monocots eller Monocotyledonae) er en stor plantegruppe, der omfatter omkring 70.000 arter, omkring en fjerdedel af de beskrevne arter i de dækfrøede planter (Angiospermer; også kaldet blomsterplanter), og som rummer græsser, liljer, orkideer, palmer og mange flere. Gruppens medlemmer er kendetegnet ved at de har et enkelt kimblad og pollenkornene har kun en åbning. Molekylære karakterer (sekvensen af DNA-enhederne i et gen) viser, at gruppen har et fælles ophav og derved er monofyletisk.
Enkimbladede | |
---|---|
Videnskabelig klassifikation | |
Domæne | Eucaryota |
Rige | Plantae (Planter) |
Underrige | Embryophyta (Stængelplanter) |
Klasse | Monocots |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Den største familie blandt de enkimbladede (og i blomsterplanter som helhed) målt efter antal arter er orkideerne (familien Orchidaceae), med omtrent 25.000 arter. Græsfamilien (Poaceae), som økonomisk er den vigtigste familie af enkimbladede, har omtrent 11.000 arter. Halvgræsfamilien Cyperaceae, der ofte forveksles med græsser, er også enkimbladede.
I landbruget kommer størstedelen af den producerede biomasse fra enkimbladede. Disse omfatter ikke kun kornsorter som hvede, byg, majs, ris, rug, havre, osv.), men også fodergræsser, sukkerrør, og bambus. Andre økonomisk vigtige enkimbladede afgrøder omfatter forskellige palmer (Arecaceae), bananer (Musaceae), ingefær og deres slægtninge, gurkemeje og kardemomme (Zingiberaceae), asparges (Asparagaceae), ananas (Bromeliaceae), og porre, løg og hvidløg (Amaryllidaceae). Mange stueplanter er enkimbladede epifytter. De fleste af de løgplanter, der dyrkes for deres blomster, såsom liljer, påskeliljer, iris, amaryllis, klokkeskilla og tulipan, er enkimbladede.
Enkimbladede er næsten altid blevet anerkendt som en gruppe, men med forskellige taksonomiske rangordninger og under flere forskellige navne. I Cronquists system kaldes de således for Liliopsida og i Robert F. Thorne og Rolf Dahlgrens systemer for Liliidae. APG IV-systemet fra 2016[1] anerkender en gruppe (klade) kaldet "monokoter", men tildeler den ikke en taksonomisk rang. Monocotyledonae er også et hyppigt anvendt navn for gruppen.
De enkimbladedes plads i de dækfrøedes udviklingstræ:[1]
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
De traditionelt anførte forskelle mellem enkimbladede og tokimbladede fremgår i oversigten nedenfor. Der er kun tale om en bred skitse, der rummer mange undtagelser. De angivne forskelle gælder først og fremmest for enkimbladede versus ægte tokimbladede.[2][3]
Kendetegn | Hos enkimbladede | Hos ægte tokimbladede |
---|---|---|
Vækstform | For det meste urter, lejlighedsvis vedplanter | Urter eller vedplanter |
Blade[4] | Blade aflange eller lineær, ofte skededannende ved basis, bladstilk udvikles sjældent, fodflige (akselblade) mangler. Ledningsstenge løber normalt parallelt med hinanden | Blade er brede, har mange forskellige former og kan være delte (finnede eller håndformede), bladstilk almindelig, ofte med fodflige ved basis. Ledningsstrenge sædvanligvis med netagtig (retikulat) nervatur (som regel fjerformet eller palmeformet) |
Rødder | Kimroden (radiklen) er af kort varighed, og erstattes af adventivrødder, der danner et vidtforgrenet rodsystem, en såkaldt trævlerod | Udvikler sig fra kimroden, der ofte udvikler sig til en kraftig pælerod med siderødder |
Stængel: Ledningsstenge | Ledningsstrenge (også kaldet karstrenge og bladnerver) er fordelt spredt i parenkymet (grundvævet); Inderbark (kambium) er sjældent til stede, der er ingen differentiering mellem bark (cortex) og stele (en central cylinder i rod og stængel) | Ledningsstrenge er organiseret i en krans omkring den centrale marv; kambium er differentieret i cortex og stele |
Blomster | Blomster er tretallige (med tre bægerblade, tre kronblade, to kranse med hver tre støvblade og inderst et til tre frugtblade) eller med multipla af tre (f.eks. 3, 6 eller 9 kronblade) | Blomster er firtallige eller femtallige (hyppigst) |
Pollen: Antal åbninger | Med en enkelt åbning, colpus (Monocolpate) | Med tre åbninger (Tricolpate) |
Embryo: Antal kimblade i frøet | Et kimblad (udvikles i frøet under jorden, ikke fotosyntetiserende); frøhvide (endosperm hyppigt til stede i frøet | To kimblade (udvikles videre over jorden, fotosyntetiserende); frøhvide til stede eller fraværende |
En række af disse forskelle er ikke unikke for enkimbladede, og selvom de stadig kan være nyttige pejlemærker, vil ingen enkelt egenskab ufejlbarligt identificere en plante som en enkimbladet.[5] For eksempel findes tretallige blomster og monokolpate pollen også hos Magnoliider,[2] og udelukkende adventivrødder findes i nogle af Piperaceae.[2] På samme måde er mindst et af de ovennævnte træk, parallelle bladnerver, langt fra enestående for enkimbladede. Brede blade og netformet bladnervatur, som er karakteristiske træk for tokimbladede, findes i adskillige enkimbladede familier: for eksempel Trillium, Smilax (sarsaparil), Pogonia (en orkidé) og Dioscoreales (yams).[2] Potamogeton (vandaks) og Paris quadrifolia (firblad) er eksempler på enkimbladede med firtallige blomster. Andre enkimbladede udviser en blanding af egenskaber. Nymphaeaceae (åkander) har netagtig (retikulat) nervatur, et enkelt kimblad, adventitivrødder og et enkimbladslignende organisering af ledningsstrenge. Disse eksempler afspejler deres fælles herkomst.[5] Ikke desto mindre er ovenstående liste over egenskaber generelt gyldig, især når enkimbladede planter sammenlignes med ægte tokimbladede, snarere end ikke-enkimbladede blomstrende planter generelt.[2]
APG IV systemet anerkender 11 ordener indenfor de enkimbladede.[6][1] Disse deles ofte i tre grupper: de alismatide enkimbladede (omfattende ordenerne Acorales og Alismatales), de lilioide enkimbladede (omfattende Petrosaviales, Dioscoreales, Pandanales, Liliales og Asparagales) og de commelinide enkimbladede (omfattende Arecales, Commelinales, Zingeberales og Poales), ordnet efter hvornår de udviklede sig, fra de tidligste til de seneste. Nedenstående kladogram angiver det indbyrdes slægtsforhold mellem de enkimbladedes ordener.[7]
Et udviklingstræ (kladogram), der afspejler de enkimbladedes evolution og opdeling[1][8]
|
Inddelingen er i overensstemmelse med APG IV systemet.[1]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.