Eksistentiel fænomenologi
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den eksistentielle fænomenologi var en filosofisk teori[1], som antog, at mennesket var ufravigeligt og substantielt knyttet til en væren—i-verden ved at være indkastet i en livsverden [2]. Teorien havde sin storhedstid i midten af 1900-tallet i årene før, under og efter anden verdenskrig. Teorien var en efterkommer af den filosofiske fænomenologi og havde et særligt fokus på menneskets oplevede livsverden.