![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/d4/SS20_irbm.jpg/640px-SS20_irbm.jpg&w=640&q=50)
Dobbeltbeslutningen
From Wikipedia, the free encyclopedia
NATO's dobbeltbeslutning blev truffet af NATO's medlemslande i Bruxelles den 12. december 1979 som et modsvar til Sovjetunionens opstilling af de såkaldte SS-20-missiler i Østeuropa, der var blevet påbegyndt i 1976. NATO's dobbeltbeslutning symboliserede afslutningen på en relativt fredelig periode i den kolde krig mellem den vestlige verden under ledelse af USA og østblokken under ledelse af Sovjetunionen.
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/d4/SS20_irbm.jpg/640px-SS20_irbm.jpg)
Dobbeltbeslutningen gik ud på, at man ville give Sovjetunionen fire år til at forhandle om at trække sine nyopstillede mellemdistanceraketter ud fra Østeuropa. Hvis ikke forhandlingerne i løbet af denne periode førte til aftaler om nedrustning, ville man fra NATO's side, begyndende fra slutningen af 1983, opstille 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa, fordelt på 108 mobile Pershing II-mellemdistanceraketter, og 464 jordbaserede Tomahawk-krydsermissiler. Man ville dermed fra vestlig side fjerne det man så som uligevægten i atomvåbenbalancen. Det var dette samspil mellem trussel og forhandling, der gav anledning til betegnelsen dobbeltbeslutningen.
NATO's ønske om at indsætte flere atomvåben i Vesteuropa førte til protester i mange vesteuropæiske lande, hvor fredsbevægelser opnåede bred opbakning fra store dele af befolkningerne, hvilket især lagde pres på de socialdemokratiske regeringer i Vesteuropa, da disse regeringers bagland og parlamentariske grundlag var stærke modstandere af oprustningen. I Danmark forsøgte den socialdemokratiske regering uden held at udskyde beslutningen et halvt år og afviste endvidere at følge NATO's opfordring til også at opstille raketter på dansk jord[1]. NATO's dobbeltbeslutning blev i 1980'ernes Danmark startskuddet til den danske fodnotepolitik, hvor et alternativt flertal pressede Poul Schlüters regering til at indtage en afventende og tøvende position i forhold til NATO-samarbejdet.