Cølibat
From Wikipedia, the free encyclopedia
Cølibat betyder kønslig afholdenhed. Ordet stammer fra latin caelibatus (= ugift stand) af latin caelebs (= ugift) fra protoindoeuropæisk *kaiwelo- (= alene) og lib(h)s- (= levende).[1]
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/e/ec/157-St.Gregory_VII.jpg/220px-157-St.Gregory_VII.jpg)
I den vestlige verden er begrebet mest kendt og udbredt i Den katolske kirke, hvor alle præster efter 1074 skulle leve i cølibat, ligesom det gælder for klosterviede. For præster er det blevet modereret til, at de kan have familie, hvis de var gift, inden de er blevet diakonviet. Dette krav var én af de anstødsstene, der satte reformationen i gang.
I Østen har cølibatet været en del af munkeordener i bl.a. buddhismen og hinduismen.
Både Den katolske kirke og i de orientalske religioner fremhæver, at ideen med cølibat er sublimering af seksualenergien – dvs. ved afholdenhed kan fokus rettes mod religionen.