britisk spillefilm med James Bond fra 1967 From Wikipedia, the free encyclopedia
Casino Royale er en amerikansk filmkomedie fra 1967 instrueret af Val Guest, Ken Hughes, John Huston, Joseph McGrath og Robert Parrish. Filmen er den anden af tre filmatiseringer af Ian Flemings roman Casino Royale fra 1953 om den hemmelige britiske agent James Bond. I modsætning til de to andre filmatiseringer og de øvrige James Bond-film er der dog her tale om en parodi på Bond-filmene fra Eon Productions.
Casino Royale | |
---|---|
Overblik | |
Genre | Spionagefilm, film baseret på romaner, filmparodi |
Instrueret af | Val Guest, Ken Hughes, Robert Parrish, Richard Talmadge, John Huston med flere |
Manuskript af | Joseph Heller, Woody Allen, Ben Hecht, Billy Wilder, Terry Southern med flere |
Baseret på | Casino Royale |
Medvirkende | Jack Gwillim, Peter O'Toole, Deborah Kerr, Charles Boyer, Jean-Paul Belmondo, Colin Gordon, Derek Nimmo, Kurt Kasznar, David Prowse, John Le Mesurier med flere |
Fotografering | Jack Hildyard, Nicolas Roeg |
Klip | Bill Lenny |
Scenografi | Michael Stringer |
Filmmusik | Casino Royale – An Original Soundtrack Recording |
Musik af | Burt Bacharach |
Produceret af | Charles K. Feldman, Jerry Bresler |
Distributør | Columbia Pictures, Netflix |
Udgivelsesdato | 13. april 1967 |
Censur | Tilladt for børn over 11 år |
Længde | 131 min. |
Oprindelsesland | Storbritannien, USA |
Sprog | Engelsk |
Links | |
på IMDb | |
på scope.dk | |
i DFI's filmdatabase | |
i SFDb | |
Casino Royales hjemmeside | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Baggrunden for filmen var, at Eon Productions havde erhvervet filmrettighederne til alle James Bond-bøgerne, på nær Casino Royale, der siden 1960 havde tilhørt Charles K. Feldman.[1] Feldman planlagde oprindeligt en seriøs filmatisering, men vejen til det store lærred blev vanskelig, og da man endelig kom i gang med filmen, havde projektet ændret karakter til en parodi.[2] Derefter blev indspilningerne til en dyr og kaotisk affære, der involverede tre manuskriptforfattere (Wolf Mankowitz, John Low, Michael Sayers) og fem instruktører.[3][4] Samtidig gav Peter Sellers anledning til konflikter og forlod endda optagelserne i utide.[5][6] For at redde optagelserne blev der derfor indsat en indledning og slutning med David Niven.[2]
Den endelige resultat endte med at blive en mildest talt forvirrende og usammenhængende film,[7] som anmelderne da også var overvejende kritiske over for.[8][9][10][11] Filmen havde dog et vist held med Burt Bacharachs musik, der blev nomineret til en Grammy Award.[12] Sangen "The Look of Love" sunget af Dusty Springfield blev tilsvarende nomineret til en Oscar for bedste sang.[13]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.