From Wikipedia, the free encyclopedia
Douglas C-47 Skytrain, ved RAF kaldt Dakota, var et militært transportfly, udviklet på basis af Douglas DC-3 passagerflyet. Den var i udstrakt brug af de Allierede under 2. verdenskrig, og er stadig i anvendelse ved adskillige militære operatører.[2] Flytypen spillede en stor rolle i luftbroen til Berlin i 1948, og deltog desuden i både Koreakrigen og Vietnamkrigen. Enkelte fly flyver stadig – enten som veteranfly eller som rutefly i 3.-verdenslande. Flyets nærmest ubegrænsede levetid skyldes blandt andet, at det ikke har trykkabine.
| C-47 Skytrain C-53 Skytrooper Dakota | |
|---|---|
 | |
| C-47 i RAFs farver | |
| Rolle | Militært transportfly |
| Oprindelsesland | USA |
| Fabrikant | Douglas Aircraft Company |
| Designer | Douglas |
| Første flyvning | 23. December 1941[1] |
| Status | I tjeneste i Colombia, Grækenland, El Salvador og Sydafrika |
| Primære brugere | United States Army Air Forces Royal Air Force Royal Canadian Air Force Flyvevåbnet |
| Antal bygget | 10.174 |
| Udviklet fra | Douglas DC-3 |
| Varianter | Douglas XCG-17 Douglas AC-47 Spooky |
Den første DC-3 var i luften 17. december 1935, og allerede året efter var flytypen sat ind på flere passagerruter i USA. Da USA gik ind i 2. verdenskrig, voksede behovet for transportfly og DC-3 blev derfor bygget i en fragtversion under navnet C-47 Skytrain (C for Cargo – last) til brug i United States Army. Briterne kaldte den for Dakota (Douglas Aircraft Company Transport Aircraft) og United States Navy kaldte den for R4D.
I sammenligning med den civile DC-3 havde flystellet i C-47 et utal af modifikationer som tilpasning til den militære rolle, heriblandt en stor dør til fragt - selvom fragtdøren sad noget over jorden (på venstre side), kunne man godt få en jeep ind i flyet - et hejseværk, et forstærket gulv, en forkortet halespids med en kobling så den kunne slæbe svævefly, og en astrodome (en kuppel beregnet til astronomisk navigation) i kabinetaget.[3][4]
Det specialiserede C-53 Skytrooper troppetransportfly gik i produktion i Oktober 1941 i Douglas Aircrafts fabrik i Santa Monica, Californien. Den manglede C-47s fragtdør, hejseværk og det forstærkede gulv. Kun nogle få hundrede blev bygget; alt i alt var C-47 langt mere alsidig.
Under 2.verdenskrig benyttede de væbnede styrker fra mange forskellige lande C-47 og modificerede DC-3 til transport af tropper og fragt og som ambulancefly. Over 10.000 fly blev produceret i Long Beach, Santa Monica og Oklahoma City. Mellem Marts 1943 og August 1945 producerede fabrikken i Oklahoma City 5.354 stk. C-47.[2][5]
C-47 var af vital betydning for sucessen af mange allierede kampagner, i særdeleshed Guadalcanal og i junglen på Ny Guinea og Burma, hvor C-47 (og flådens version, R4D) gjorde det muligt for de alierede tropper at matche de japanske troppers mobillitet. C-47 blev benyttet til at nedkaste forsyninger til de hårdt pressede amerikanske tropper under belejringen af Bastogne. Den måske vigtigste militære rolle var beflyvningen af "The Hump" fra Indien ind i Kina. Ekspertisen der blev vundet ved flyvningerne over "The Hump" blev senere brugt under luftbroen til Berlin, hvor C-47 spillede en hovedrolle indtil den blev afløst af Douglas C-54 Skymaster.
En C-47 fløjet af piloten Moon Chin fra China National Airways Corporation (CNAC), som tidligere havde befløjet "The Hump" i flyet, havde en rolle i Doolittle-raidet. Moon Chin havde fået opgaven med at flyve fra Chungking til Myitkyina, en militærbase i Burma. Hans fly blev overfaldet af Japanske jagere, men han klarede at lande på en lille, skjult flyveplads og afventede at japanerene opgav forfølgelsen. Han planlagde at flyve videre til Myitkyina, når der var blevet ro. En passager, "en ubarberet, halvskaldet og afrakket udseende amerikaner" som var klædt i en blanding af civilt tøj og en hæruniform, foreslog at Chin fløj videre til Indien eftersom amerikaneren havde hørt at Myitkyina var faldet og i hænderne på japanerne. Da Chins C-47 ankom til Myitkyina, fandt han ud af at basen havde været under alvorligt bombardement og hundrede af mennesker myldrede rundt på pladsen. Det endte med at Chin fløj 68 passagerer og en besætning på fire (inklusive otte blinde passagerer der uden Chins viden havde gemt sig agterude) det sidste stykke vej til Indien. Efter ankomsten til Indien takkede den afrakkede amerikaner Kaptajn Chin og takkede ham for flyveturen. "Tro mig, Chin," begyndte han, "havde jeg vidst at De ville stoppe så mange mennesker ind i den gamle kasse, var jeg taget hjem den vej jeg kom." Chin spurgte hvilken vej det var, og amerikaneren svarede "Jeg fløj ind, via Tokyo". Amerikaneren var ingen anden end Oberstløjtnant Jimmy Doolittle som var på vej hjem efter det historiske raid imod Tokyo.[6]
I Europa blev C-47 og den specialiserede variant til faldskærmstropper, C-53 Skytrooper, benyttet i stort antal i den sidste del af krigen, i særdeleshed til at slæbe militære svævefly og aflevere faldskærmstropper. Under den allierede invasion af Sicilien i Juli 1943 droppede C-47 i alt 4.381 allierede faldskærmstropper. Mere end 50.000 faldskærmstropper blev nedkastet af C-47-fly under de første dage af invasionen af Normandiet, Frankrig, i Juni 1944.[7] Under Stillehavskrigen blev C-47 endda anvendt til hjemtransport af tropper fra kamppladserne i Fjernøsten og Oceanien; dette krævede omhyggelig planlægning af flyvningerne og 'hoppene' mellem landingsbanerne på Stillehavsøerne.
Storbitannien og Commonwealth-landene modtog omkring 2.000 stk. C-47 under Lend-Lease og navngav dem "Dakota" efter det britiske navngivningssystem, muligvis inspireret af akronymet "DACoTA" for Douglas Aircraft Company Transport Aircraft.[8]
I Europa fik C-47 øgenavnet "gooney bird" blandt soldaterne; hverken C-47 eller albatrosser er kendt for deres elegance på jorden.[9] Andre kilder[10] mener dog at navnet rettelig tilhører en USMC R2D — den militære version af DC-2 — som var det første fly der landede på Midwayøerne, hjemstavn for de langvingede gooney birds: Laysan albatrosser.
Der blev i alt bygget 10.665 fly inden produktionen blev indstillet lige efter krigen. I Rusland og Japan blev der bygget 3400 fly på licens. General Eisenhower udtalte på et tidspunkt, at dette fly nok var en af de vigtigste stykker krigsmateriel på allierede side.
United States Air Force Strategic Air Command havde Skytrains i tjeneste fra 1946 til udgangen af 1967. US Air Forces 6th Special Operations Squadron fløj C-47 indtil 2008.
I den Indisk-Pakistanske krig i 1947, benyttede både Indiens Luftvåben og Det Pakistanske Luftvåben C-47 til at transportere forsyninger til de kæmpende tropper. Før uafhængigheden havde samtlige piloter og fly været en del af 'Royal Indian Air Force'.
Efter 2. verdenskrig blev tusinder af overskydende C-47 solgt til venligtsindede luftvåben - herunder Flyvevåbnet - eller blev afhændet til civil anvendelse som rutefly. De blev nærmest til standardudstyr i de fleste flyveselskaber; de var billige, lette at vedligeholde, efter datidens standard både rummelige og hurtige, og fungerede som en effektiv starthjælp for efterkrigstidens lufttransportindustri verden over.
Nogle er endnu i drift i dag, bl.a. ved Buffalo Airways. Enkelte bliver benyttet som privatfly.
Mens flyvningen i Europa før krigen hovedsageligt havde benyttet det metriske system, betød den overvældende dominans af C-47 og andre amerikanske overskudsfly at man i praksis skiftede over til at benytte sømil, knob og fod efter krigen.
C-47 oplevede sin måske største succes under Blokaden af Berlin.
Natten mellem den 23. og 24. juni 1948 gik lyset i hele Vestberlin ud. Alle veje ind var spærret, alle forsyninger fra den Sovjetiske besættelseszone afskåret. Berlin havde fødevarer til 36 dage, og brændsel til 45 dage. Efter en vis diskussion, blev de vestallierede enige om at forsyne de 2,2 millioner indbygger i Vestberlin via en luftbro. Allerede den 26. juni 1948, to dage efter starten på blokaden, landede den første amerikanske Douglas C-54-maskine med fødevarer i Flughafen Tempelhof.
På grund af militære nedskæringer efter krigen havde USA kun 96 C-47 i Europa, og RAF havde ca. 150. Flybroen startede med disse, og med de ganske få C-54 der var i Europa. Hvert C-47 kunne bære 3½ ton gods, og det var nødvendigt med ca. 5.000 tons dagligt. Alt hvad der havde vinger og kunne transportere gods, blev presset i tjeneste. Men de første kritiske dage, hvor der kun blev leveret 90 tons i døgnet, var det C-47 der klarede jobbet.
RAF leverede 40 Avro York med 10 tons lastkapacitet, Short Sunderland flyvebåde landede på floderne, og C-54, også med 10 ton lastekapacitet, begyndte at strømme ind i Vesttyskland. I Januar 1949 og frem var der 225 C-54 på opgaven.
Det lykkedes at forsyne Vestberlin. Den 12. Maj 1949 opgav USSR blokaden, og åbnede grænserne igen.
Adskillige C-47 variationer blev brugt under Vietnamkrigen af United States Air Force, heriblandt tre typer som var modificeret til avanceret elektronisk krigsførelse. De gik under øgenavnet "electric gooneys" og havde betegnelserne EC-47N, EC-47P, eller EC-47Q afhængigt af den anvendte motortype.
Air International, Miami International Airport, var et USAF militært depot som blev benyttet til at ombygge kommercielle DC-3 eller C-47 til militær anvendelse. Flyene ankom som kommercielle fly, indkøbt fra flyselskaber i den tredje verden, og blev komplet strippet ned, renoveret og genopbygget. Der blev installeret tanke til langdistanceflyvning, opgraderede flyinstrumenter og beslag til maskinvåben. De forlod depotet som førsteklasses militære fly, og blev sendt i tjeneste i Vietnam, hvor de udførte et væld af forskellige opgaver. [Note 1]
EC-47 tjente også ved Vietnamesiske, Laotiske og Cambodianske luftvåben.[12]
En bevæbnet "gunship" variation, med tre 7.62 mm Miniguns, designeret AC-47 "Spooky", kendt under øgenavnet "Puff the magic dragon", var i tjeneste med stor succes[9] og blev stamfader til en række ildstøttefly.
Efter 2. verdenskrig var der mange fly til overs, og mange blev solgt eller fordelt til andre lande via våbenhjælpen i 1950'erne.
Efter krigen havde det nystartede flyvevåben mangel på transportfly. I September 1953 blev de to første DC-3 indkøbt fra SAS; SAS havde betalt 125.000,- Nkr for et af flyene (den nuværende OY-BPB) i 1948 og solgte det efter flittig brug videre til flyvevåbnet for 588.200,- Dkkr. [13] Disse fly blev i mindre grad ombygget til C-47 standard, bl.a. har de den ekstra navigationskuppel over cockpittet.
De to tidligere SAS-fly havde sæder som normale passagerfly og blev da også hovedsageligt anvendt som VIP-fly og ved almindelig transport af personel. De fik i 1966 "VIP-bemaling": hvid overside, aluminium nedenunder og to smalle sorte striber i skrogets længderetning.[13]
Danmark fik yderligere 6 stk. C-47, denne gang som våbenhjælp fra USA.[14] De ankom i Oktober 1956, og disse fly var 'ægte' C-47 fragtfly, som tidligere havde gjort tjeneste i Norge.[15]
Vores C-47 blev benyttet til stort set alt, som man kunne benytte et fragtfly til. De fleste flyvninger foregik med gods og personel i det Europæiske område, men mange gik til Færøerne og Grønland. K-687, som nu står udstillet på Danmarks Flymuseum er den eneste af Flyvevåbnets C-47'ere, der har fløjet i Grønland med ski monteret under hjulene.[14] Derudover har flyene deltaget i stort set alt: flyvninger for Jægerkorpset (faldskærmsudspring), flyvninger for Miljøstyrelsen (forureningsbekæmpelse), luftfotografering for Geodætisk Institut, kontrolflyvninger af flyvestationemes indflyvningshjælpemidler osv.[15]
Under isvinteren 1955-56 frøs Storebælt til og sejlads mellem landsdelene blev umulig. Forsvaret startede sin egen transportrute under kodenavnet ICETRAIN, og holdt forbindelsen ved lige. ICETRAIN og det senere SHUTTLETRAIN fortsatte i en del år.[14][15]
Tre af vores C-47 har endda været skuespillere; under optagelserne til krigsfilmen "A Bridge Too Far" ("Broen ved Arnhem") i 1976 var flyene bemalet som britiske og amerikanske C-47 fra 1944.[15]
Efter mange års tjeneste var vores C-47 ved at være udslidte og temmelig dyre i drift. Tre af flyene blev taget ud af tjeneste i December 1980, de sidste fem i Juli 1982, efter i alt 29 års tjeneste. Afslutningen blev markeret ved at fire af flyene fløj i formation Danmark rundt.[15]
Fire våbenhjælpsfly blev returneret til USA, hvor de fortsat holdes flyvende, og en blev overført til det hollandske flyvevåbens museum. De tre sidste er fortsat i Danmark.[15]
Et stort antal DC-3 og militære overskuds C-47 blev anvendt kommercielt i USA i 1940'ne. Som svar på foreslåede ændringer i Civil Air Regulations' krav til luftdygtighed, som ville begrænse den fortsatte anvendelse af disse fly, tilbød Douglas sidst i 1940'ne en ombygning af DC-3 der ville give en bedre ydelse under start og under flyvning med kun en motor. Den nye model, DC-3S eller "Super DC-3", var 39 tommer (0,99 m) længere. Den kunne bære 30 passagerer og fløj hurtigere, for at kunne konkurrere med mere moderne rutefly. Tyngdepunktsforskydningen agterud blev modvirket af større haleflader og af nye, tilbagestrøgne ydervinger. Der blev installeret stærkere motorer med et ændret udstødningssystem, enten 1.475 hk (1.100 kW) Wright R-1820 Cyclone eller 1.450 hk (1.081 kW) Pratt & Whitney R-2000 Twin Wasp i forstørrede motorgondoler. Mindre ændringer var døre over hjulbrøndene, et delvist optrækkeligt halehjul, nitter der lå glat med overfladen, og antenner med lav luftmodstand. Alle ændringerne bidrog til en forøget tophastighed på 250 mph (400 km/t). Med mere end 75% af den originale DC-3/C-47 konfiguration ændret, var det modificerede design reelt et nyt fly.[16] Den første DC-3S fløj den 23. Juni 1949.[17]
Ændringene opfyldte de nye FAR 4B luftdygtighedskrav, og flyet fik en stærkt forbedret ydelse. Men der var kun ringe interesse for DC-3S blandt de små kommercielle operatører, der var målgruppen for flyet - ombygningen var for dyr. Der blev kun solgt tre til Capital Airlines. Derimod fik U.S. Navy og U.S. Marine Corps ombygget 100 stk. af deres R4D - fly til Super DC-3 standarden under navnet R4D-8, senere omdøbt til C-117D.[18]
.jpg)
Listen er omfattende: få fly har vundet samme udbredelse. I noget af kildematerialet har der generelt været anvendt navnet 'Dakota' i stedet for 'Skytrain', typerne bør derfor tages med et vist forbehold.
|
Der findes både flyvende eksemplarer og statisk udstillede museumseksemplarer verden over i stort tal. Det vil komme for vidt at opremse dem alle.
Her i Danmark har Danmarks Flymuseum statisk udstillet Flyvevåbnets K-687, som bl.a. har befløjet Grønland med ski under hjulene.[14]
Foreningen for Flyvende Museumsfly (FFFM) ejer OY-BPB, som er den sidste af Flyvevåbnets DC-3/C-47 fly der er i flyvedygtig stand. Den kom oprindelig til Norge under Lend-Lease aftalen, blev solgt til SAS hvor den fløj som LN-IAT og bar navnet "Terje Viking", og kom endelig til Flyvevåbnet som K-682. Foreningen DC-3 Vennerne holder den i flyvedygtig stand.[13] Den er baseret i Roskilde Lufthavn, men flyver over hele landet.
Den sidste af de tre danske fly er udstillet i Danmarks Tekniske Museums flysamling. K-681 er blevet malet om og udstillet i SAS-farver som OY-DDA "Sven Viking".[80]
| Besætning: | 4 | Pilot, Co-pilot, Navigatør, Radiooperatør |
| Kapacitet: | 28 tropper | 6.000 lb/2.700 kg fragt |
| Længde: | 63 ft. 9 in. | 19,43 m |
| Højde: | 17 ft. 0 in. | 5,18 m |
| Spændvidde: | 95 ft. 6 in. | 29,41 m |
| Vingeareal: | 987 ft² | 91,70 m² |
| Vingeprofil: | NACA2215/NACA2206 | |
| Tomvægt: | 18.135 lb | 8.226 kg |
| Max. vægt: | 26.000 lb | 11.793 kg |
| Max. takeoff vægt: | 31.000 lb | 14.061 kg |
| Motor: | 2 stk Pratt & Whitney R-1830-90C Twin Wasp | 14-cylindret Stjernemotor |
| Effekt, hver: | 1.200 hk | 895 kW |
| Propel: | 2 stk. | 3-bladet |
| Max. fart: | 224 mph | 195 kn, 360 km/t @ 10.000 ft (3,050 m) |
| Marchfart: | 160 mph | 139 kn, 257 km/t |
| Rækkevidde: | 1.600 miles | 1.391 nmi, 2.575 km |
| Envejs: | 3.600 miles | 3.130 nmi, 5.795 km |
| Max.flyvehøjde: | 26,400 ft. | 8.045 m |
| Stigehastighed: | 9½ min. op til | 10.000 ft (3.050 m) |
.jpg)
Relaterede:
Lignende fly:
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
