![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/c/c8/DCUSA.Gallery10.TargetBlackFriday.Wikipedia.jpg/640px-DCUSA.Gallery10.TargetBlackFriday.Wikipedia.jpg&w=640&q=50)
Black Friday
ofte betragtes dagen som begyndelsen på julehandlen / From Wikipedia, the free encyclopedia
Black Friday er den uformelle betegnelse for fredagen efter Thanksgiving i USA, det vil sige fredagen efter den fjerde torsdag i november.[1] Ofte betragtes dagen som begyndelsen på julehandlen. I de senere år har de fleste store amerikanske detailhandelsbutikker åbnet dørerne meget tidligt og haft tilbud for at sætte gang i feriehandlen. Salget på Black Friday i USA minder om Boxing Day-salget i mange Commonwealth-nationer. Black Friday er hverken helligdag eller generel fridag, men i en række amerikanske delstater er dagen fridag for delstatsansatte.[2] Mange ikke-detailhandelsansatte og skoler i USA har både torsdag (Thanksgiving) og dagen efter (Black Friday) som fridage.
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/c/c8/DCUSA.Gallery10.TargetBlackFriday.Wikipedia.jpg/640px-DCUSA.Gallery10.TargetBlackFriday.Wikipedia.jpg)
Dagen har siden 2005 været den travleste indkøbsdag i USA.[3] I 2013 handlede omkring 141 mio. amerikanske forbrugere på Black Friday og brugte i alt 57,4 mia. amerikanske dollar.[4]
Dagens navn stammer oprindeligt fra Philadelphia, hvor det blev brugt til at beskrive den voldsomme trafik af fodgængere og biler som opstod dagen efter Thanksgiving.[5][6] Brugen af navnet begyndte før 1961 i Philadelphia-området og vandt bredere indpas uden for Philadelphia omkring 1975. Senere indførte detailhandelsbranchen en alternativ forklaring: At detailhandlerne generelt ikke tjente penge fra januar til november og Black Friday var en markering af det vendepunkt, hvor de begyndte at få sorte tal på bundlinjen.[5][7]
Black Friday kædes ofte sammen med et lignende udsalg kaldet Cyber Monday, der afholdes på internettet tre dage senere.