Den danske gullalder
kunst- og kulturliv i København 1800–1850 / From Wikipedia, the free encyclopedia
Den danske gullalder eller Københavnerskolen[note 1][2] er betegnelsen på en periode i dansk - og især københavnsk - kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca.1850.[3] Begynnelsen settes vanligvis til sammenfallet av to begivenheter: Henrik Steffens' hjemkomst etter hans dannelsesreise med hans foredrag om turen, og Gullhornstyveriet.
Slutten av perioden settes vanligvis til 1848-1850, da flere av de betydeligste kunstnerne enten var døde eller hadde sluttet å utøve sin kunst. Av andre viktige begivenheter i disse årene kan nevnes den eneveldige kongemaktens fall, grunnloven ble vedtatt i 1849, kolerautbruddet i København i 1853 og «vollenes fall», det siste medførte at København nå kunne utvides utenfor den indre bykjernen.
Det danske kulturlivet hadde en blomstringsperiode spesielt innenfor litteratur og billedkunst i den danske gullalderen, som nok er mest kjent for sine billedkunstnere, med C.W. Eckersberg som frontfigur. I andre grener av kulturlivet var fysikeren H.C. Ørsted, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, dikteren Adam Oehlenschläger, filosofen Søren Kierkegaard, komponisten C.E.F. Weyse, dikteren H.C. Andersen, teologen og dikteren N.F.S. Grundtvig og salmedikteren B.S. Ingemann en del av personkretsen i den danske gullalder.
Gullalder-begrepet stammer fra slutten av 1800-tallet hvor litteraturforskere og kunsthistorikere begynte å beskrive epokens historie. Valdemar Vedel brukte begrepet gullalder for første gang i 1890 for å beskrive perioden fra 1800 til 1850 i en doktoravhandling med tittelen Studier over Guldalderen i dansk Digtning. Også Vilhelm Andersen tillegger Henrik Steffens å være årsaken til Gullalderens begynnelse i sin doktoravhandling Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie fra 1896.[4]