Økonomisk demokrati
From Wikipedia, the free encyclopedia
Økonomisk demokrati, forkortet ØD, er en økonomisk-fordelingspolitisk model, der indebærer en ændring af ejendomsretten til produktionsmidlerne, hvorved lønmodtagerne får medindflydelse på virksomhedernes ledelse og den økonomiske magtstruktur i samfundet. Konkret indebærer ØD, at lønmodtagerne får andel i virksomhedernes økonomiske overskud. I løbet af 1960'erne diskuterede man i Danmark i stigende grad, hvordan man kunne øge arbejdernes medindflydelse på deres arbejdspladser. ØD-modellen i Danmark blev udviklet af Socialdemokratiet og LO i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.[1] På LO's kongres i 1967 blev "Betænkning om demokrati på arbejdspladsen" offentliggjort, og i forlængelse heraf besluttede man at nedsætte et ØD-udvalg til udarbejdelse af en rapport om økonomisk demokrati.[2] Udvalget havde økonom og socialdemokratisk politiker Henry Grünbaum som formand og fremlagde deres resultater på LO's kongres i 1971.
- Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.
I januar 1973 fremsatte Anker Jørgensens socialdemokratiske regering inspireret af LO's rapport forslaget i Folketinget, men da valget blev udskrevet i efteråret samme år, nåede det aldrig at blive behandlet. Efter jordskredsvalget 4. december 1973 var det andet arbejderflertal, der havde eksisteret mellem Socialdemokratiet og SF, forsvundet, og dermed var de parlamentariske muligheder for at gennemføre en ØD-ordning stærkt forringet. LO fastholdt igennem 1970'erne deres krav om indførelse af en ØD-ordning, og man justerede løbende forslaget. Kravet om ØD blev desuden stillet som betingelse for indkomstpolitiske reformer. Det lykkedes dog aldrig at samle et flertal i Folketinget grundet skarp kritik fra begge sider af salen, og debatten ebbede ud i begyndelsen af 1980'erne.