Vilhelm Hammershøi
dansk kunstmaler (1864-1916) / From Wikipedia, the free encyclopedia
Vilhelm Hammershøi (født 15. maj 1864 København, død 13. februar 1916 sammesteds) var en dansk maler, søn af Frederikke (f. Rentzmann) og grosserer Christian Hammershøi, storebror til maleren Svend Hammershøi. Hammershøis afdæmpede stil fandt ikke enstemmig anerkendelse i begyndelsen. Hans stil dannede ikke skole, men fik nogle dedikerede følgere i broderen Svend Hammershøi, svogeren Peter Ilsted og vennen Carl Holsøe.[4][5][6][7] Men i kraft af en generel interesse for at udvide kanon med mindre velbeskrevne kunstnerne og ikke-centraleuropæiske lande, som slog igennem i løbet af 1980'erne, indgår Hammershøi i de fleste skildringer af den danske og internationale, vestlige kunst fra tiden omkring 1900.
Vilhelm Hammershøi | |
---|---|
Vilhelm Hammershøi, Selvportræt, 1895, solgt på Sotheby's. | |
Personlig information | |
Født |
Vilhelm Hammershøi 15. maj 1864 Den Rentzmannske Gård, København |
Død |
13. februar 1916 (51 år) Sammensteds |
Dødsårsag | Svælgkræft, strubekræft |
Nationalitet | Dansk |
Søskende | Svend Hammershøi |
Ægtefælle | Ida Ilsted (fra 1891) |
Uddannelse og virke | |
Felt | Kunstmaleri |
Uddannelsessted | Kunstmaler |
Elev af | Holger Grønvold, Vilhelm Kyhn, P.S. Krøyer, Carl F. Andersen, Frederik Rohde med flere |
Beskæftigelse | Kunstmaler |
Periode | Realismen |
Arbejdssted | København |
Elever | Svend Hammershøi |
Kendte værker | Stue med kvinde ved klaver, Strandgade 30, Hvile, Interiør, Strandgade 30, Amalienborg Plads, Kunstnerens hustru Ida Hammershøi med en tekop med flere |
Beskyttere | Alfred Bramsen[1] |
Genre | Portrætmaleri |
Inspireret af |
James McNeill Whistler Johannes Vermeer |
Højeste auktionspris | 9.119.307,32 USD (62,8 millioner kroner). for Interiør. Musikværelset, Strandgade 30 fra 1901[2][3] |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Igennem hele sit liv var han en flittig rejsende til mange destinationer i Europa. Han malede især portrætter, bygninger, landskaber og interiører. Det er især på baggrund af interiørerne, at Hammershøi generelt karakteriseres som "de stille stuers maler".[8]
I juni 1890 blev han forlovet med Peter Ilsteds søster Ida Ilsted, og de giftede sig året efter i september 1891. Ida blev hovedperson i Hammershøis liv og kunst, og hun var model til utallige af hans billeder - ofte portrætteret bagfra, så man ser nakken lyse op i det ellers dæmpede lys. Stuerne i parrets boliger, særligt i lejligheden i Strandgade 30, dannede ofte ramme om Hammerhøis maleri. I et interview fra 1907 udtalte han: "Jeg har altid syntes, der var saadan en Skønhed over saadan en Stue, selv om der ikke var nogen Mennesker i den, maaske netop, naar der ingen var."
De mange malerier af 'de stille stuer' tog en ende omkring 1910, da ejeren af Strandgade 30 (vognmand Hans Ernst Mortensen (1855-1935)) sagde lejerne op og renoverede huset 'med stor pietet'. [9]
Det er karakteristisk for hans stil, at den ikke forandrer sig fra hans unge år og fremover. Hans farvebrug er yderst tilbageholdende, med en omhyggelig graduering fra mørke mod lys, hvor formerne arbejdes frem fra det flimrende mod det mere faste, på samme måde som man kan se hos Impressionisterne. Men modsat deres værker, antydes undertiden symbolske dimensioner i værkerne. Men det generelle fravær af en klar pointe eller en forklarende sammenhæng giver anledning til, at man som betragter kan få plads og drømme sig ind i hans univers.
Hammershøi modtog efterhånden både national og international anerkendelse. Særlig betydning fik støtten fra tandlægen, fagbogsforfatteren og mæcenen Alfred Bramsen, der købte mange af hans værker og promoverede hans kunst.
Hammershøis evne til at kombinere en stram komposition i stærkt selektive, rensede og hårdt arrangerede kompositioner, malet op som var de helt tilfældige og sandsynlige, på samme måde som et fotografi kan synes at være det, var atypisk for kunsten i Vesten i 1880'erne, som ofte var langt mere udadvendt og tydelig i sine symbolske eller politiske ambitioner.