Storebæltsforbindelsen
bro & tunnel-forbindelse mellem fyn & Sjælland / From Wikipedia, the free encyclopedia
Storebæltsforbindelsen (også kendt som Storebæltsbroen) er en kombineret bro- og tunnelforbindelse beregnet til tog- og motortrafik, der krydser Storebælt og forbinder Fyn og Sjælland. Jernbanen åbnede 1. juni 1997, og vejforbindelsen åbnede 14. juni 1998. De samlede byggeomkostninger var 21,4 mia. kr i 1988-kroner.[1]
- Ikke at forveksle med Storebæltsoverfarten.
Højbroen | |
---|---|
Storebæltsforbindelsen er især kendt for sin markante højbro. | |
Officielt navn | Østbroen |
Bærer | 4 spor |
Krydser | Storebælt |
Sted | Sjælland-Sprogø |
Drevet af | A/S Storebælt |
Karakteristika | |
Design | Hængebro |
Total længde | 6.790 m |
Bredde | 31 m |
Højde | 254 meter |
Største spænd | 1.624 m |
Piller i vand | 19 |
Gennemsejlings- højde | 65 m maximalt |
Historie | |
Åbningsdato | 14. juni 1998 |
Statistik | |
Afgift | Ja |
Forbindelsen er cirka 17 km lang. Den udgøres af tre separate broer, en tunnel og et stykke vej på Sprogø. Forbindelsen består af en 4-sporet motorvej og en dobbeltsporet jernbane med elektriske køreledninger. Krydser man Storebælt ad motorvejen fra Sjælland, skal man først over hængebroen (også kaldet højbroen eller østbroen), som strækker sig fra Korsør på Sjælland til Sprogø og er 6.790 m lang. Herefter kommer en cirka 2,5 km lang strækning på Sprogø, og til sidst en lavbro (også kaldet vestbroen), som strækker sig fra Sprogø til Nyborg på Fyn, og er 6.611 m lang.
Mellem Sprogø og Fyn føres jernbanen på en selvstændig lavbro nord for motorvejsbroen. Kun motorvejen føres over højbroen, mens jernbaneforbindelsen føres igennem en 8 km lang dobbelttunnel mellem Sjælland og Sprogø. Højbroen er for stejl til jernbanekørsel. I tunnelen har stigningen alligevel vist sig at være et problem, og et godstog strandede i tunnelen, kort efter den var blevet taget i brug. DSB Gods var derfor nødsaget til at afkorte godstogene eller spænde et ekstra lokomotiv for. Problemet blev dog elimineret, da EG-lokomotiverne blev sat i drift.
Det frie spænd mellem højbroens to pyloner er 1.624 m langt, hvilket er det fjerdelængste frie spænd på en hængebro i verden. Desuden er det verdens femtelængste hængebro. Længderekorden indehaves af Akashi-Kaikyo-broen i Japan med et spænd på 1.991 m. På sit højeste sted er vejbanen ca. 70 m over vandoverfladen, hvilket skyldes hensynet til den internationale skibstrafik i Storebælt. Pylonerne, der bærer kablerne til hængebroen, er 254 m høje, hvilket gør dem til det næsthøjeste bygningsværk i Danmark. Hængebroen hænger i to store kabler. Kablerne er i hver ende af højbroen forankret i en ankerblok. De to ankerblokke vejer hver især over 300.000 ton.
Højbroen er brugt som motiv på 1000-kronesedlen fra 2009-serien[2].
En analyse fra Transportministeriet angiver, at broen frem mod år 2050 vil medføre en samfundsmæssig gevinst på 380 mia. kr, hvoraf knap 290 mia. går til brugerne i form af billigere og hurtigere transport, mens de resterende gevinster består i statens billetindtægter, reduceret forurening og øget arbejdsudbud (grundet mindre pendlertid).[3]