Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande
From Wikipedia, the free encyclopedia
Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande er betegnelsen for den militære besættelse af Estland, Letland og Litauen, som Sovjetunionen gennemførte i sommeren 1940 inden for rammerne af Molotov-Ribbentrop-pagten, og som Sovjetunionen gentog i 1944 efter at have være fordrevet fra de baltiske lande af den tyske Wehrmacht i 1941. Besættelsen varede, indtil de tre lande igen opnåede deres uafhængighed i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i 1991.[1][2][3][4][5][6]
Da 2. verdenskrig brød ud i september 1939, var De baltiske landes skæbne allerede beseglet i Molotov-Ribbentrop-pagten og dens hemmelige protokollater i august 1939.[7] Tabene under 2. verdenskrig i de baltiske lande var blandt de højeste i Europa. Estimater for tabene ligger på 25 % af befolkningen i Estland, 30 % i Letland og 15 % i Litauen. Antallet af døde ved krig og besættelse vurderes til 90.000 i Estland, 180.000 i Letland og 250.000 i Litauen. Disse tab medregner de sovjetiske deporteringer i 1941, de tyske deporteringer og ofre for Holocaust.[8]
Ved revurderingen af Sovjetunionens historie, som blev indledt under perestroika-perioden i 1989, fordømte Sovjetunionen den hemmelige aftale fra 1939 mellem Nazityskland og Sovjetunionen selv, som førte til besættelsen af de tre lande.[9] De baltiske landes kamp for uafhængighed sluttede i 1991, efter at de tre lande var trådt ud af Sovjetunionen, der blev opløst senere samme år. De sidste russiske tropper trak sig ud af de baltiske lande i august 1994.[10]