Påske
kristen festival / From Wikipedia, the free encyclopedia
Påske betegner både den jødiske højtid, Pesach, der fejrer jødernes udvandring fra Ægypten, og den vigtigste og ældste kristne højtid, der markerer Jesus' død og opstandelse.
Påske | |
---|---|
Opstandelsen af Dieric Bouts, ca. 1455. | |
Dato | Varierer, se afsnittet om datoen |
Type | Kristen, kulturel |
Tilknyttet | Opstandelsen |
Påske ligger på forskellige tidspunkter hvert år, da datoen er baseret på jævndøgn og fuldmåne. Det er således påskesøndag søndagen efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Denne udregning blev vedtaget ved Kirkemødet i Nicæa i år 325, hvor man også besluttede, at de beregninger som fastsatte påsken, skulle være lavet af kristne. Datoen for den jødiske påske, pesach (se mere i afsnittet nedenfor) falder imidlertid anderledes, da påske efter jødisk tradition er beregnet ud fra nymåne. Indtil år 1700 brugte man i Danmark og mange andre lande den julianske kalender, der med tiden blev mere og mere upræcis, hvor forårsjævndøgn efterhånden havde forskubbet sig fra 21. marts til 11. marts. I 1700 gik Danmark over til at bruge den mere præcise gregorianske kalender.[1][2]
De østlige biskopper, den ortodokse kirke, foretrak at bevare tilknytningen til den jødiske pesach som påskefejring, dels fordi evangelierne fortæller, at Jesu død og opstandelse skete i de jødiske påskedage, og dels fordi de fleste kristne i de østlige områder var af jødisk oprindelse, hvorfor biskopperne gerne ville bevare en kontinuitet i helligdage. Man blev dog enige om, at påsken falder på en søndag, men hvor den vestlige kirke – i dag katolikker og protestanter – skiftede til den gregorianske kalender, fastholdt den østlige kirke, at bruge den julianske kalender for udregning af påsken. Da forårsjævndøgn altid er den 20 marts i den gregorianske kalender, vil den vestlige påske beregnes til afholdelse mellem 22. marts og 25. april.[2] Den østlige kirkes brug af den ældre julianske kalender til udregning af påske, medfører at påske kan falde så sent som i begyndelsen af maj.[3]