Læringsmål
From Wikipedia, the free encyclopedia
Læringsmål er mål, der beskriver den viden, de færdigheder og de adfærdsmønstre, som de besluttende myndigheder ønsker, at elever eller studerende er i stand til at udtrykke, når et undervisningsforløb afsluttes, typisk ved en evaluering.
Idéen om at lade undervisning tage udgangspunkt i læringsmål blev først introduceret inden for den amerikanske behavioristiske læringspsykologi af bl.a. B. F. Skinner og Robert F. Mager. Mager tog udgangspunkt i en tese om, at det er nødvendigt præcist at kende kriterierne for det, eleverne skal kunne før læreren kan gennemføre den instruktion, der gør eleverne i stand til at indfri målene.[1] Med dette udgangspunkt udviklede han teorien om, at læringsmål må bygge på tre elementer:
- Et adfærdselement, der beskriver den ønskede adfærd, som eleven skal udvise efter instruktionen
- Et indholdselement, der beskriver de betingelser, som læringen bygger på
- Kriterier, der beskriver, hvad der skal præsteres for at eleven kan siges at have opfyldt læringsmålene, som ligeledes skal være styrende for valg af midler.[1]
Inden for de seneste år er idéen om at undervisning bør tage afsæt i læringsmål, blevet gjort til udgangspunktet for læringsmålsstyret undervisning, som er grundlaget for omlægningen af styringsparametrene i EU's fælles uddannelsespolitik (Bolognaprocessen). Læringsmålene udgør en samlet målstruktur, som omfatter kompetenceområder, kompetencemål, og de færdigheds- og vidensmål, der markerer elevens eller den studerendes skridt på vejen mod opnåelse af kompetencemålene, samt en læseplan og en vejledning. [2] I de lande, der følger Bolognaprosseen, skal opfyldningen af målene evalueres ved karaktergivning på en 7 trins skala, [3] og resultatet skal kunne udmøntes i ECTS-points.
Grundideen i læringsmålstyret undervisning er, at læringsmål, valg af undervisningsaktiviteter, tegn på læring og evaluering er sammenhængende elementer i alle faser af undervisningen.[4] De forenklede Fælles Mål for undervisningen i bl.a. Folkeskolen indeholder kompetencemål og færdigheds- og vidensmål. Med dette udgangspunkt er det:
- "lærerens opgave at nedbryde – eller omsætte – Fælles Mål til konkrete mål for, hvad eleverne skal kunne ved afslutningen af et undervisningsforløb." [4]