Kværndrup
stationsby på Fyn / From Wikipedia, the free encyclopedia
Kværndrup er en stationsby på det centrale Fyn med 1.706 indbyggere (2023)[1], beliggende i Kværndrup Sogn. Mens andet led af navnet er en afledning af torp, stammer det første led fra det olddanske kwærn og betyder "mølle". Byen ligger i Faaborg-Midtfyn Kommune og tilhører Region Syddanmark.
Kværndrup | |
---|---|
Kværndrup station | |
Overblik | |
Land | Danmark |
Region | Region Syddanmark |
Kommune | Faaborg-Midtfyn Kommune |
Sogn | Kværndrup Sogn |
Postnr. | 5772 Kværndrup |
Demografi | |
Kværndrup by | 1.706[1] (2023) |
Kommunen | 52.253[1] (2023) |
- Areal | 637,00 km² |
Andet | |
Tidszone | UTC +1 |
Hjemmeside | www.faaborgmidtfyn.dk |
Oversigtskort | |
Ca. midt i byen på en høj banke ligger Kværndrup Kirke som er en romansk kirke med gotiske udbygninger i det 15. og 16. århundrede med korsbygning, tårn og våbenhus. Kirken var før i tiden slotskirke for godset Egeskov der ligger to kilometer vest for selve byen.
Netop slottet Egeskov er uden sammenligning Kværndrups største kultur- og turistattraktion. Det regnes for et af de bedst bevarede slotte fra renæssancen med såvel voldgrav som renæssance- og barokhave hvoraf dele af haven kan føres helt tilbage til 1600-tallet. Slottet stod efter 30 år færdigt i år 1554, opført af en rigsmarsk ved navn Frands Brockenhuus som lod det bygge på egepæle nedrammet i søen. Det gør Egeskov til en enestående vandborg i Danmark. I forbindelse med slottet finder man bindingsværksbygninger med veteranbilmuseum, motorcykelmuseum samt Falck Museet, ligesom der findes en legehave mellem havens gamle egetræer.
Fra Kværndrup er der 9 kilometer til Ringe, 15 til Svendborg, 23 til Faaborg og 25 til Nyborg. Fra Kværndrup Station kører der tog til Odense og Svendborg.