Kattehale Mose
fredet mose nord for Farum / From Wikipedia, the free encyclopedia
Kattehale Mose ligger i Nordøstsjælland ca. 3,5 km nord for Farum. Den ligger op til og er en del af Natura 2000-område nr. 137 Kattehale Mose. Kattehale Mose, som oprindelig var en højmose, ligger centralt i naturfredningen Allerød Sø - Kattehale Mose hvis første del blev oprettet som lysåben tørveparcelmose af Overfredningsnævnet i 1943. Arealet udgjorde da ca. 8 hektar, som blev udvidet til ca. 61 hektar i 2008 [1] I området findes en mosaik af naturtyper i harmonisk naturskønhed. Her er mulighed for at se mange forskellige fugle, dagsommerfugle, blomster og dyr, også sjældnere arter som ikke findes mange andre steder i regionen. [2]
Området veksler mellem gamle husdyrgræssede overdrev med store høslætsarealer, stævningsskov, sumpskov, løvenge, ædelløvskov, krat, fattigkær og tørvemoser. Området er en særdeles god småfugle- og rovfuglelokalitet, og i træktiden ses ofte usædvanlige gæster, der overflyver eller raster.
Området er præget af 1800-tallets intensive råstofudnyttelse i form af ler- og tørvegravning. Jordbunden indeholder god, fed ler, men landskabets brudte topografi med mange vandhuller og småsøer har gjort området marginalt i landbrugsmæssig betydning, hvilket har medført at området blevet skånet for den almindelige landbrugsmæssige udvikling, som har fundet sted i det øvrige landbrugsland med udviskning af det gamle landskabs karakter og indhold til følge. der har været to teglværker blev anlagt med vidtstrakte tipvogns-traceer, og en storstilet teglproduktion af mursten og tagtegl begyndte, hvor tørven blev anvendt som brændsel.[2]