Idéhistorie
historien om ideernes udtryk, forandring eller betydning / From Wikipedia, the free encyclopedia
Idéhistorie er historien om ideernes udtryk, forandring eller betydning[1]. Faget er nært beslægtet med tænkningens historie og med intellektuel historie. Desuden er det beslægtet med filosofi. Men hvor akademisk fagfilosofi undersøger tankers gyldighed, undersøger idehistorie de tanker der har gjort sig gældende[2].
Idehistorie drejer sig om, hvordan forskellige ideer gennem tiden er kommet til udtryk hos hvem, hvornår og hvor, samt hvilken udvikling og betydning de har haft[3]. Idéhistorie er en tværfaglig disciplin, hvor man angriber ideer fra forskellige vinkler og bl.a. ser på, hvilken indflydelse de har haft på samtiden og den kulturelle og samfundsmæssige udvikling[4]. Fx kan man undersøge, hvordan sociale, økonomiske, politiske, teknologiske og religiøse strømninger på et givent tidspunkt har haft indflydelse på en idés opståen, udformning og udvikling.
Genren idéhistorie har været kendt siden antikken, og den kommer til udtryk som refleksion over og tilbagevisning til tidligere tænkning inden for et givent område, der evt. forholdes til egen tænkning og samtid[5]. Disciplinen idéhistorie vinder derimod først frem med institutionaliseringen af idéhistorie som fag i det 20. århundrede, hvor man går metodisk til værks efter videnskabelige normer, når man undersøger et område. Den idéhistoriske genre findes i alle kulturer, hvor der er blevet reflekteret over tidligere ideer, men selve disciplineringen af idéhistorien er et vestligt fænomen.