Grønne Cykelruter
netværk af cykelruter i København / From Wikipedia, the free encyclopedia
Grønne Cykelruter er en net af cykelstier, der er etableret eller planlægges etableret i København og Frederiksberg Kommune. Ruterne er lagt, så de fører gennem rekreative områder som parker og havnefronter og udenom trafikerede veje. Det er planen, at der skal være 24 ruter på tilsammen ca. 115 km. Ved udgangen af 2020 var der etableret 58,5 km.[1]
Den første grønne cykelrute var Nørrebroruten mellem Ryparken Station og Åbuen, der blev påbegyndt i 1998.[2] En egentlig plan for de grønne cykelruter blev vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation i 2000. I 2006 vedtog Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalget en anlægsrækkefølgeplan. I 2015 var der etableret 58 km ruter, 6 km var finansieret og 51 km planlagte. Der var dog også identificeret 58 såkaldte missing links så som manglende broer og problematiske krydsninger af trafikerede veje.[3]
De Grønne Cykelruter udmærker sig ved ofte at være lagt gennem fredelige og historiske områder. De gør det muligt for cyklister og til dels gående at tage den med ro og nyde naturen og de grønne åndehuller. De adskiller sig derved fra supercykelstierne i de samme og omegnskommunerne, der overvejende er lagt an på pendlere. Et par strækninger er dog fælles for de to cykelnet.[4]