Græsk litteratur
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den græske litteratur er en af verdens ældste. Det græske skriftsprog har en dokumenteret historie på 3.500 år[1] – den længste af alle indoeuropæiske sprog – og den tidligste bevarede egentlige litteratur er skrevet ved indgangen til Antikken, omkring 800 f.Kr.: det drejer sig om Homers episke digte Iliaden og Odysseen. Dette markerede indgangen til den græske litteraturs storhedstid, som varede i et halvt årtusind indtil Alexander den Stores tid omkring 300 f.Kr. Men selv om storhedstiden var forbi fortsatte den græske litteratur med at være produktiv og er det stadigvæk; den mest indflydelsesrige græske bog fra efter-klassisk tid – det Nye Testamente – er muligvis også den mest indflydelsesrige overhovedet.
Den oldgræske litteratur har haft en enorm indflydelse på eftertiden, i Antikken først og fremmest på den romerske litteratur, som i stor stil lånte genrer, motiver og endda sproglige karakteristika fra den græske litteratur. Også i senere tid har den græske litteratur haft afgørende betydning for vestlig tænkning. De temaer, som tages op af græske filosoffer, dramatikere og historikere er i høj grad de samme, som er aktuelle endnu i dag: meningen med livet, kærlighed, politik, individet kontra samfundet osv.