Folkeafstemningen om skotsk uafhængighed 2014
From Wikipedia, the free encyclopedia
Folkeafstemningen om skotsk uafhængighed var en folkeafstemning om uafhængighed for Skotland, som blev afholdt torsdag den 18. september 2014, hvor skotterne stemte om de ville være en uafhængig nation, og således ikke længere en del af Storbritannien, som de har været siden Acts of Union 1707.[1]
Stemmeret til folkeafstemningen havde såvel britiske statsborgere som Commonwealth-statsborgere og EU-borgere, der havde bopæl i Skotland, og som var fyldt 16 år.
Storbritanniens og Skotlands regeringer indgik i oktober 2012 en aftale, der indebærer, at Skotland får bemyndigelse til at afholde en folkeafstemning om uafhængighed, så længe visse betingelser er opfyldt.[2]
Optællingen af stemmerne begyndte efter valgstederne lukkede kl 22:00 (21:00 UTC) den 18. september. Resultaterne fra de forskellige valgkredse kom i løbet af hele natten, og omkring halvdelen af alle stemmerne var talt kl 03:30.[3][4] Om morgenen d. 19. september, da alle stemmer var blevet optalt, havde 55,3% stemt mod skotsk uafhængighed.[5]