Ertebølle
landsby ved Limfjorden / From Wikipedia, the free encyclopedia
Ertebølle er en lille landsby i Himmerland. Landsbyen ligger i et naturområde på en pynt, som strækker sig ud i Limfjorden lidt syd for landsbyen Trend. Ertebølle ligger i Vesthimmerlands Kommune og tilhører Region Nordjylland.
Området er først og fremmest kendt som følge af udgravninger, som Nationalmuseet foretog i årene 1893-97. Det fremkom, at møddingen var menneskeskabt og bestod af affald ophobet gennem mere end 1.000 år.[1] Derudover afslørede udgravningerne, at datidens mennesker har boet stort set lige ovenpå bunken af muslinge- og østersskaller. Dette resulterede i det nye begreb køkkenmødding, som herefter vandt indpas inden for den europæiske arkæologi. Samtidig blev den kultur, som bopladsen hidrørte fra, opkaldt efter Ertebølle og benævnt Ertebøllekulturen. Sorte Å lige vest for bopladsen er den sidste rest af stenalderhavet, som stod lige udenfor bopladsen.[2] Bosættelsen og udgravningerne stammer fra den sidste del af jægerstenalderen, hvor området var beboet i perioden 5200 f.Kr.-4200 f.Kr. Indholdet af omkring 20 millioner/2.000 m³ østersskaller dominerer møddingen, men den indeholder også store mængder skaller fra hasselnødder, og rester efter vildt som kronhjort, vildsvin og rådyr; ligeså har man spist sæl, hvalkød, ål, torsk og fladfisk - og den nu uddøde gejrfugl.
Stenalderbopladsen ligger syd for Ertebølle i Meilgård nederskov, og lige nord for den høje molérklint, Ertebølle Hoved. Sorte Å lige vest for køkkenmøddingen er den sidste rest af stenalderhavet, der stod lige udenfor bopladsen, som den gang lå 5-7 m lavere.[2]
Her er siden opført det eksperimenterende museum Stenaldercenter Ertebølle, som arbejder med en lang række aspekter inden for eksperimental arkæologi, der relaterer sig til den pågældende periode.