Danske Magazin
From Wikipedia, the free encyclopedia
Danske Magazin er det ældste eksisterende danske tidsskrift. Det udkommer uregelmæssigt, men har siden januar 1745 været udgivet af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie. Indholdet er hovedsageligt kilder til dansk historie forsynet med noter og kommentarer, men til tider drejer det sig også om kildenære artikler.
Til at begynde med skred udgivelsen jævnt fremad, men da 6. bind var udkommet i 1752 gik der 32 år, før udgivelsen blev gentoptaget under Henrik Hielmstjernes ledelse, assisteret af Bolle Willum Luxdorph[1]. Titlen blev da Nye Danske Magazin og udgivelsen af 1. bind strakte sig fra 1784 til 1796. I det hele taget var udgivelsen yderst uregelmæssig (2. bind 1806, 3. bind 1810, 4. bind 1823, 5. bind 1827 og 6. bind 1836). Herefter opgav man det nye navn og vendte tilbage til Danske Magazin og benævnte de nye udgivelser 3. række. Nye Danske Magazin betegnes derfor ofte som 2. række i dag. Med 3. række begyndte udgivelserne at blive mere regelmæssige.