Danmarks rigsvåben
heraldisk symbol for Danmark / From Wikipedia, the free encyclopedia
Danmarks rigsvåben består af tre gående, blå løver med røde tunger og kronet med gyldne kroner. Et gyldent skjold udgør baggrunden og dette er belagt med 9 røde hjerter, eller som de officielt betegnes, søblade.[2] Farven på løvernes kløer er ikke fastsat officielt, men i nyere gengivelser har løverne tit gyldne kløer.[3] Den blå farve står for kongelighed, efter gammel dansk skik.
Det tidligste kendte eksempel på Danmarks våbenmærke er et segl brugt af Knud 6. omkring 1194, dog kan farverne tidligst påvises i en våbenbog fra omkring 1270. Oprindeligt vendte løverne ansigterne mod beskueren, og antallet af hjerter var ikke fastlagt og kunne være langt større end i dag. Udseendet af hjerterne varierer i de tidlige gengivelser af våbenskjoldet, hvorfor hjerterne også tit betegnes som søblade. Hvis denne skelnen har været bevidst tilsigtet, er den gået tabt allerede i middelalderen. Kongevåbnet blev sidste gang ændret i 1972 ved kongelig resolution som optrykt i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 488, offentliggjort i Lovtidende d. 16. november 1972.
Den nuværende udgave af tre-løve-våbnet blev indført af Frederik 6. i 1819, hvorved det blev præciseret, at de tre våbenfigurer fremover skulle kigge fremad og ikke mod beskueren, idet sidstnævnte type figur heraldisk betegnes som en "leopard" og ikke som en "løve". Den anden store ændring i 1819 var, at den norske løve udgik af rigsvåbenet efter at have befundet sig dér siden 1398. Sidstnævnte ændring skete efter svensk pres, pga. opløsningen af den dansk-norske union i 1814.
Endvidere bør bemærkes en udgave af tre-løve-våbenet, der optræder i Erik af Pommerns majestætssegl, hvori de tre løver sammen holder en Dannebrogsfane, på samme måde som i det senere amtsvåben for Sønderjyllands Amt. På samme måde kendes endvidere et gammelt lenssegl, hvori Sønderjyllands to løver ligeledes bærer en fane.
Danmark benyttede indtil 1959 et system med to rigsvåbnener, hhv. omtalt som det "store" og det "lille" rigsvåben, og et lignende system benyttes stadig i Sverige. Denne praksis ophørte ved, at det store rigsvåben blev omkategoriseret som symbol på kongehuset, hvorefter det ikke længere har været tilladt for statsadministrationen at anvende dette symbol, der herefter betegnes som "kongevåbnet". Ændringen betød bl.a., at udenrigsministeriet måtte gå over til brug af tre-løve-våbnet i stedet for det store våben, og kongevåbnet har siden da udelukkende måttet benyttes af kongehuset, kongelige hofleverandører og den kongelige livgarde.
Det tidligere "lille rigsvåben" betegnes i dag officielt som Danmarks "statsvåben" og består af tre-løve-våbnet kronet med en heraldisk krone tydeligt inspireret af Christian 5.s krone, men normalt gengivet som besat med perler, hvor originalens bøjler er besat med taffelslebne diamanter[4] og normalt med en anden besætning af ædelsten end den fysiske kongekrone. Inden for de senere år ses kronen også gengivet uden hverken ædelsten, perler eller diamanter, og den optræder i denne skikkelse på danske pas.