Abraham
bibelsk patriark / From Wikipedia, the free encyclopedia
Abraham (hebraisk: אַבְרָהָם, Avraham, ʾAḇrāhām, arabisk: إبراهيم, Ibrahim), hyrden og ejeren af hjorden, er en central figur i det Gamle Testamente, der ser ham som den ældste stamfader til Israels folk. Abrahams historie bliver fortalt i 1. Mosebog kapitel 12-25, hvor han sammen med sin søn Isak og Jakob hører til patriarkerne, der blev forfædrene til Israels tolv stammer. Abraham anses ikke for at være en historisk person, da der ikke kendes vidnesbyrd om ham andre steder end i Bibelen og Koranen.[1]
Hurtige fakta Personlig information, Født ...
Abraham | |
---|---|
Englen forhindrer ofringen af Isak | |
Personlig information | |
Født | 1813 f.v.t. |
Død | 1638 f.v.t. |
Gravsted | Makpelas hule |
Bopæl |
Mesopotamien Kana'an |
Far | Tera |
Mor | Amathlaah |
Søskende |
Haran, Sara, Nakor |
Ægtefæller |
Sara, Hagar, Ketura |
Børn |
Bakol, Medan, Ismael, Shua, Jishbak, Isak, Jokshan, Midjan, Zimran |
Familie | Sara (halvsøster på faders side) |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Hyrde, religionsstifter, profet |
Arbejdssted | Palæstina |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Luk
Abraham anses både i den jødisk-bibelske tradition og inden for såvel islam som kristendommen for at være den oprindelige stamfader for Israels folk. Derfor betegnes de alle tre som abrahamitiske religioner.