Republikken Amalfi eller senere: Hertugdømmet Amalfi, også kaldet den amalfitanske republik, var en de facto uafhængig føderation af bystater i Syditalien gennem det 10. og 11. århundrede. Føderationen bestod af byerne Cetara, Maiori, Minori, Ravello, Amalfi, Praiano og Positano. Hertil kom øen Capri. Hovedbyen var Amalfi, selv om hele området oprindelig var en del af det noget større ducatus neapolitanus. Byen blev regeret af en patricier under byzantinsk overhøjhed. Området gjorde sig fri af Byzans, og man valgte den første hertug i 958. Amalfi menes at have haft en befolkning på 50.000-70.000 i det 10. og 11. århundrede. Republikken voksede og blev et handelscentrum, hvis købmænd dominerede handlen på Middelhavet og i Italien gennem hundrede år, indtil den blev overgået og fortrængt af andre sørepublikker i Norditalien, Pisa, Venezia ,og Genova. I 1073 mistede Amalfi sin uafhængighed og kom under normannisk styre. Robert Guiscard tog titlen dux Amalfitanorum og trods to oprørsforsøg i 1096-1101 og 1130-1131 lykkedes det ikke at genvinde friheden. Da Pisa tilmed plyndrede byen i 1135 og 1137, var Amalfis storhedstid bragt til ende.