Map Graph

Bermuda-trekanten

geografisk område i Atlanterhavet

Bermuda-trekanten er et løst defineret geografisk område, der ligger mellem Bermuda, Florida og Puerto Rico. Bermuda-trekanten er berømt og berygtet for en række myter og konspirationsteorier, der grundlæggende handler om, at mange skibe og fly forsvinder sporløst i området. Disse påstande er imidlertid blevet tilbagevist af flere eksperter og myndigheder, som alle afviser, at der sker noget udsædvanligt eller mystisk i området. Selvom der har været ulykker og forsvindinger i det meget store geografiske område, optræder Bermuda-trekanten ikke på Southampton Solent Universitys top-10 liste over farlige områder for sejlads. Det er desuden en skrøne, at forsikringsselskaber kræver en højere præmie for forsikring af skibe, der sejler i Bermuda-trekanten. Myten om Bermuda-trekanten har bl.a. ophav i forfatteren Charles Berlitz' bog "The Bermuda Triangle", der er beskrevet som sensationsjournalistik fyldt med faktuelle fejl og udokumenterbare påstande. Ikke desto mindre var bogen med til at udbrede myten om Bermuda-trekanten, der i dag er almindeligt kendt i populærkultur, hvor den ofte bliver kædet sammen med UFO-observationer og rumvæsener.

Read article
Fil:Bermuda_Triangle.png