Vitamin D
From Wikipedia, the free encyclopedia
From Wikipedia, the free encyclopedia
Vitamin D (eller calciferol) optages i inaktiv form gennem kosten eller dannes ved solbestråling af huden. Vitaminet fremmer optagelsen af calcium og fosfat fra tarmen samt aflejring af disse mineraler i knogler og tænder. Herudover bruges vitaminet af immunforsvarets T-celler, når disse skal påbegynde bekæmpelse af en sygdomsfremkaldende organisme. I visse dele af verden, specielt på de højere breddegrader, er den samlede, naturlige D-vitamintilførsel i reglen ikke tilstrækkelig hen på vinteren. For at modvirke dette tilsætter man i nogle lande visse typer fødevarer (først og fremmest mælk) vitamin D2 eller vitamin D3, sådan at man typisk vil få omkring 100 IU pr. glas.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Et dansk forskerhold har fundet ud af, at solens stråler er kraftige nok, til at man kan danne D-vitamin i Nordgrønland. Man troede tidligere, at det ikke var tilfældet, fordi Nordgrønland ligger så langt mod nord.
Den mest aktive form for D-vitamin er D3 eller calcitriol (1,25 dihydroxy vitamin), der er et kraftigt virkende hormon. Calcitriol dannes i nyrerne ud fra calcidiol, sådan at det kan udføre sin endokrine funktion: at afbalancere calciumstofskiftet. Det sker via en række enzymstyrede omdannelsesprocesser, der regulerer calciumoptagelsen i indvoldene. I grove træk bliver resultatet det, at kroppen fastholder bestemte niveauer for calcium og fosfor i knogler og blod under medvirken af biskjoldbruskkirtelhormon og calcitonin.
En række forskellige væv i menneskekroppen kan selv danne og regulere deres indhold af calcitriol. Det er disse D-vitaminfunktioner i forskellige kirtler, der forklarer vitaminets betydning for en lang række kroniske sygdomme.
