From Wikipedia, the free encyclopedia
Paul Marie Théodore Vincent d'Indy (født 27. marts 1851 i Paris, død 2. december 1931 sammesteds) var en fransk komponist, musikteoretiker og lærer.
 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. |  |
| Vincent d'Indy | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | Paul Marie Théodore Vincent d'Indy  27. marts 1851 10. arrondissement i Paris, Frankrig |
| Død | 2. december 1931 (80 år) 7. arrondissement i Paris, Frankrig |
| Gravsted | Cimetière du Montparnasse |
| Nationalitet |  Fransk |
| Far | Antonin d'Indy |
| Mor | Mathilde d'Indy |
| Barn | Jean d'Indy |
| Familie | Wilfrid d'Indy (onkel) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Conservatoire de Paris |
| Elev af | Albert Lavignac, César Franck |
| Medlem af | Ligue de la patrie française |
| Beskæftigelse | Cellist, musikkritiker, musikolog, dirigent, musikteoretiker, musikpædagog, universitetsunderviser, forfatter, komponist, lærer med flere |
| Fagområde | Musikkritik, komposition, musikvidenskab, komposition, musikpædagogik med flere |
| Arbejdsgiver | Conservatoire de Paris |
| Elever | Blanche Lucas, Roland-Manuel, Arthur Honegger, Gösta Nystroem, Raymond Loucheur med flere |
| Genre | Opera, symfoni |
| Bevægelse | Klassisk musik |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Storofficer af Æreslegionen (1931), Storofficer af Leopoldsorden, kommandør af Kroneordenen, kommandør af Karl IIIs orden |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Indy var elev fra konservatoriet, hvor hans fornemste lærer var César Franck, og hvor han i øvrigt særlig lagde sig efter orgelspil; i nogle år var han paukist i Édouard Colonnes orkester for derigennem at opnå kendskab til orkesteret. 1873 studerede Indy hos Liszt i Weimar, og 1875 opførte Jules Étienne Pasdeloup hans Wallenstein-Trilogis anden afdeling ("Piccolomini"), og nu fulgte en række større og mindre arbejder fra Indys hånd, hvilket snart skaffede ham et kendt og anset navn, således symfonien Jean Hunýade, ouverturen Antonius og Kleopatra, en symfoni med klaver "sur un air montagnard français",[1] den komiske opera Attendez moi sous l’orne (1882), den dramatiske legende Le chant de la cloche, som 1885 vandt staden Paris’ store musikpris, legenden La Forêt enchantée (1896), de symfoniske variationer Istar og en symfoni i b-dur samt endelig 1898 operaen Fervaal og 1903 L’étranger, foruden en strygekvartet, klavertrio og anden kammermusik, en orkestersuite, og adskillige sange for kor og enkeltstemme med mere.
Indy, der var inspektør ved sangundervisningen i Paris, har (1896) grundlagt Schola cantorum, der både på det praktiske og teoretiske område har haft stor betydning for det franske musikliv; han er også selv optrådt som forfatter af en Cours de Composition musicale (2 bd) og af en biografi af César Franck. Han indtog i sin tid i det hele en fremskudt stilling blandt franske musikere. Som komponist af moderne retning udmærker Indy sig ved ren og fornem stil og fin teknisk udarbejdelse (ikke mindst orkestration) mere end ved stærk oprindelighed. I Poème des rivages (1921), Diptyque méditerranéen (1926) og de senere kammermusikværker nærmede Indy sig til neoklassicismen inden for musikken. Uagtet denne stilveksel – og hans talrige elever, som tæller blandt andre Albert Roussel, Albéric Magnard, Erik Satie und Edgar Varèse – forblev hans holdning over for moderne musik afvisende.[2]
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
