Tv-standarder (også tv-normer, fjernsynsstandarder, fjernsynsnormer eller tv-systemer) inddeles gerne i analoge og digitale systemer. Systemerne sender på nogle tv-frekvenser, som kan være forskellig fra land til land.
ITU analog standard oversigt
På en international konference i Stockholm i 1961, definerede International Telecommunications Union en identifikationsoversigt af analoge tv-systemer. Hvert monokromt system bliver tildelt et bogstav (A-M); i kombination med et farvesystem (NTSC, PAL, SECAM), dette specificerer fuldstændigt alle analoge mono tv-systemer i hele verden (for eksempel PAL-B, NTSC-M, osv.).
Den følgende tabel viser de principielle karakteristikker af hvert system med tilføjelser. TV systemer hvis anvendelse er ophørt vises med grå tekst, andre tidligere nedlagte systemer, som aldrig blev navngivet af ITU, vises ikke.
Gammel United Kingdom og Irland VHF system (kun sort/hvid). Første elektroniske TV system, introduceret i 1936. Vestigal sidebånd filtrering introduceret i 1949. Anvendelse ophørte d. 23. november 1982 i Irland og d. 2. januar 1985 i UK.[4][5]
B
kun VHF; i mange lande (kombineret med system G og H på UHF); VHF og UHF i Australien. Anvendes i Danmark på VHF indtil november 2009.
C
Gammel VHF system; kun anvendt i Belgien, Italien, Holland og Luxembourg, som et kompromis mellem Systems B og L. Anvendelse ophørt i 1977.[5]
D
Kun anvendt på VHF; anvendt i mange lande (kombineret med system K på UHF). Anvendt i Kina på både VHF og UHF.
E
Gammelt fransk VHF system (kun sort/hvid); meget god (nær HDTV) billedkvalitet men uøkonomisk brug af båndbredde. Lydbærebølge separation +11,15MHz på ulige nummererede kanaler, -11,15MHz på lige nummererede kanaler. Anvendelse ophørt i 1984 (Frankrig) og 1985 (Monaco).[6]
F
Gammel VHF system kun anvendt i Belgien, Italien, Holland og Luxembourg; muliggør fransk 819-linjers video at blive udsendt på 7MHz VHF kanaler anvendt i de nævnte lande, med kompromiset kraftig nedsat vandret opløsning. Anvendelse ophørt i 1969.[5]
G
Kun UHF; anvendt i lande med system B på VHF, undtagen Australien. Anvendes i Danmark på UHF indtil november 2009.
H
Kun UHF; kun anvendt Belgien, Luxembourg og Holland. Sammenlignelig med System G med et 1,25MHz vestigal sidebånd.
Anvendt i Japan (se system M herunder). Identisk med system M med undtagelse med et andet defineret sortniveau på 0 IRE anvendes i stedet for 7,5 IRE. Selvom ITU specificerer en helbilledhastighed på 30, blev 29,97 anvendt da man introducerede farvesystemet NTSC for at minske artefakter.
K
Kun UHF; anvendt i lande med system D på VHF, og ellers stort set identisk med system D.
Kun anvendt i Frankrig. Kun anvendt på VHF bånd 1, hvor lydbærebølgen er på −6,5MHz. Systemet er det sidste system som anvender positiv video modulation og AM lyd og som stadig anvendes.
M
Anvendt i det meste af Amerika og Caribien, Philippinerne, Sydkorea, Taiwan (alle NTSC-M), Brasilien (PAL-M) og Laos (SECAM-M). Selvom ITU specificerer en helbilledhastighed på 30, blev 29,97 anvendt da man introducerede farvesystemet NTSC for at minske artefakter. PAL-M fortsætter med at anvendt en helbilledhastighed på 30 da artefakter ikke giver problemer.
N
Anvendt i Argentina, Paraguay og Uruguay (alle PAL-N). Tillader 625-linjer, 50-halvbilleder/s video at blive udsendt på en 6-MHz kanel, med kompromiset lidt lavere vandret opløsning.
ITU analog standard "ekstraudstyr"
"Ekstraudstyr":
Farvesystem og farvebærebølge afstand fra luminans-bærebølge – f.eks. ca.: 4,43MHz (mest PAL og SECAM), 3,58MHz (mest NTSC), mest via satellit: MAC.[7]
Lydsystem(er): Lydbærebølge(rs) afstand fra luminans-bærebølge: Digital NICAM-stereo 5,85MHz, Analog A2 stereo 5,5 og 5,742MHz i Tyskland, MTS-stereo i f.eks. Mexico.[8][9]
pembers.freeserve.co.uk: Vestigial SidebandArkiveret 20. februar 2008 hos Wayback Machine Citat: "...But in time, in true British style the boffins came up with a compromise. The whole of the carrier and one sideband would be transmitted, together with a bit (a vestige) of the other. This has several advantages...."