sønderjysk jernbanelinje From Wikipedia, the free encyclopedia
Tønder-Højerbanen – eller bare Højerbanen – var en jernbanestrækning i Sønderjylland mellem Tønder og Højer sluse 1892-1962.
Banen blev anlagt for at give bedre forbindelse med Højer Sluse, hvorfra der var færge til Munkmarsk på den populære ferieø Sild. Da færgedriften var afhængig af tidevandet og vejret, kunne opholdet ved slusen blive af længere varighed, så Højer Sluse Station blev udvidet fra en mindre træbygning til at rumme en trestjernet restaurant og værelser til overnattende gæster.
Efter genforeningen i 1920 blev banen overtaget af DSB, som måtte give den en omfattende renovering og bl.a. opsætte mastesignaler fordi man i den tyske tid blot havde vist "stop" med et håndsignal.
Tyskerne havde stadig behov for at køre badetog og almindelige persontog med post og rejsegods mellem Hamborg og Højer Sluse. For at undgå tyske embedsmænd på dansk jord blev der indført transittrafik, så tyskere kunne køre gennem den danske del af strækningen uden pas og visum. Tysk politi plomberede kupeerne på den tyske grænsestation Sønder Løgum (på tysk: Süderlügum), og dansk politi hævede plomberingen ved Højer Sluse, og omvendt den anden vej. Ved Højer Sluse kontrollerede politiet, at passagererne faktisk skiftede mellem toget og damperen og ikke opholdt sig på dansk grund længere end højst nødvendigt. Passagerer med pas i disse tog blev befordret i en særlig vogn mellem Hamborg og Tønder, hvor der var pas- og toldkontrol.
Den besværlige transittrafik blev overflødig 1. juni 1927, da trafikken til Sild blev omlagt til den nye jernbane over Hindenburgdæmningen. Strækningen mellem Højer by og slusen blev nedsat til havnebane uden persontrafik, og banen havde nu kun trafik af lokal betydning. Persontrafikken blev indstillet i 1935, og i 1962 blev banen lukket helt. Sporet blev taget op i december 1962.
Banens stationsbygninger er revet ned: Højer Sluse i 1928, Møgeltønder i 1975 (undtagen en sidefløj med varehus), Højer i 1982. I Daler blev den oprindelige træbygning revet ned i 1923 og afløst af en rødstensbygning, som i 1947 overgik til beboelse. Vandtårnet i Højer blev revet ned omkring 1935.
Kun få hundrede meter af banens tracé er bevaret som stier. Møgeltønder Omfartsvej er delvis anlagt på tracéet, som også er brugt til regulering af Lindskov Møllestrøm.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.