Rumfartøj

Et rumfartøj er et fartøj til brug i rummet, dvs. uden for jordens atmosfære. Eksempler på rumfartøjer er astronomisatellitter, satellitter, rumsonder, raketter, månebiler, rumstationer og rumfærger.

Trafikken i rummet er i dag ekspanderet i en grad at rumaffald kan udgøre et problem^[1]. Det globale antal kommercielle opsendelser siden år 2000 er mindst på 35 til 40 per år ^[2] og antallet af rumfartsagenturer øges. Længere tids ophold i rummet på rumstationer er allerede i gang og også forskning i muligheder for bosættelse på andre planeter. Rumrejser, der engang kun var for testpiloter og uddannede astronauter, er nu nået et nyt niveau med rumturisme.

For at rejse i rummet kræves et rumfartøj. Tanken om rumrejser er ikke ny Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) tegnede modeller mens forfattere som Jules Verne (1828-1905) og H.G. Wells (1866-1946) skrev om rejser i rummet.

De første ingeniørvidenskabelige teorier hvoraf raketter blev bygget til rumfart blev skrevet af Robert Goddard – "A Method of Reaching Extreme Altitudes (1920)" og Hermann Oberth "Rakete zu den Planeräumen (1923)".

Sidst i 1950'ene efter at teknologien med raketter og brændstof var udviklet nok blev de første rumfartøjer sendt af sted.

I 1960'ene begyndte de første rumrejser med besætning. Rumfartøjerne skulle designes til at medbringe passagerer. For at opholde sig i rummet må mennesket beskytte sig mod vakuum og stråling, ved længere tids ophold i rummet udvikles der knogleskørhed pga. manglende tyngdekraft.

Traditionelt drives rumfartøjer frem af raketmotorer som f.eks. kontrolleret forbrænder brint og ilt. Nogle nyere rumsonder anvender en mere effektiv ion-motor.

I fremtiden kan det tænkes at man kan komme til at anvende antistof og almindeligt stof, hvilket vil være en særdeles masseeffektiv fremdriftsform.