Peter Andreas Munch

Peter Andreas Munch (født 15. december 1810 i Christiania, død 25. maj 1863 i Rom) var en norsk historiker og sprogmand, brodersøn af Johan Storm Munch, farbroder til Edvard Munch.

Peter Andreas Munch
Personlig information
Født	15. december 1810 Christiania, Norge
Død	25. maj 1863 (52 år) Rom, Italien
Gravsted	cimitero acattolico di Roma, Grave of Peter Andreas Munch[1]
Far	Edvard Storm Munch
Søskende	Christian Munch
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Universitetet i Oslo
Medlem af	Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab, Det Preussiske Videnskabsakademi, Niedersächsische Akademie der Wissenschaften zu Göttingen, Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab
Beskæftigelse	Litteraturhistoriker, universitetsunderviser, regionalhistoriker, historiker, forfatter
Arbejdsgiver	Universitetet i Oslo
Kendte værker	Det norske Folks Historie
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Sankt Olavs Orden, Nordstjerneordenen
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Han dimitteredes 1828 til universitetet, hvor han valgte retsvidenskab som indledning til det historiske studium og 1834 blev kandidat. Allerede som skolegut havde han lagt sig efter studiet af oldnorsk sprog og litteratur og kunde ved sit komme til universitetet med lethed læse oldnorsk prosa. For øvrigt havde hans sproglige evner allerede på denne tid udviklet sig, og blandt kammeraterne udmærkede han sig ved en næsten fænomenal hukommelse — han kunde flere bøger af Livius og sange af Homer udenad — saavel som ved Talent for Musik, Tegning m. v. Ved universitetet fik han af Rudolf Keyser, der på denne tid blev lektor, privat videregående undervisning i oldsproget — bl.a. Skaldeversene i Heimskringla, samtidig med at han på egen hånd dyrkede historie, sammenlignende sprogvidenskab (herunder angelsachsisk) og studiet af nyere sprog, engelsk, og portugisisk. 1831 begyndte han sin litterære virksomhed med en kritisk gennemgang af præsten A. Faye’s »Norges Historie«, og som medlem af redaktionen af Studenterforbundets ugeblad »Vidar« leverede han paa samme tid en artikel »Norsk Sprogreformation« som et indlæg i et af dagens brændende spørgsmål. Imidlertid var han som medhjælper bleven knyttet til arbejdet med udgivelsen af Norges gamle love, der var overdraget til lektor Keyser.

I Maj 1835 drog han sammen med sin Hustru og Keyser til Kbhvn, hvor de opholdt sig i to år, optagne med Afskrivning og med andre Forarbejder, hvorefter de begav sig til Lund og Sthlm. 1837 udnævntes M. til Lektor ved Univ. Hans Forelæsninger i de første 8 år omfattede de europ. Folkeslags Historie i Middelalderen, siden (fra 1842) de nyeste Tiders Historie efter den fr. Revolution. Først fra 1845 af behandlede han særlig norske Emner, idet han deltog i den Forelæsningsrække, som holdtes ved det norske Univ., for Prinserne Gustaf og Oscar Fredrik; som Indledning til Fædrelandets Historie foredrog han først Norges fys. Geografi, hvorefter han i en Udsigt over Sagalitteraturen gav et Omrids af Norges Historie i Middelalderen. M., der 16. Oktbr 1841 var bleven Prof., havde allerede nu gjort Fædrelandets Oldhistorie til Hovedgenstand for sine Studier, hvorunder han inddrog sammenlignende Sprogvidenskab, Arkæologi og Nordens ældre Geografi. Herfra faldt Overgangen til Fædrelandets Geografi i det hele taget — med tilhørende kartografiske Arbejder — ham let; disse sidste karakteriserede han selv ogsaa som »et Slags Adspredelse ell. Fritidsarbejde«. Men ved Siden af disse dybtgaaende og omfattende videnskabelige Arbejder, der skulde synes fuldt ud at kræve sin Mand, var han for sit økonomiske Udkomme henvist til et opslidende Arbejde i Journalistikkens og Døgnlitteraturens Tjeneste. Jævnlig træffes han paa videnskabelige Rejser i Ind- og Udland, og disse kom efterhaanden til at indgaa som et vigtigt Led i hans Virksomhed. For at samle Oplysninger til sit Kortværk rejste han om Somrene 1842, 1843 og 1846 i Fjeldene mellem Telemarken, Numedal, Hallingdal, Hardanger og Voss. For at studere Forholdene i de gl. norske Kolonilande gæstede han 1846 Normandie og gjorde herunder en Afstikker til Paris, 1849 drog han gennem Westfalen og Holland til Skotland, færdedes i fl. Uger paa Orknøerne og Hebriderne, tilbragte 3 Maaneder i Edinburgh og lige saa mange Uger i London, sysselsat med angelsachsiske Studier, og vendte i Jan. 1850 over Belgien og Danmark tilbage til Hjemmet. Sommeren efter var han i Bergen og Sogn, hvor han foretog antikvariske Undersøgelser. I de flg. Aar var han stærkt optagen med Udarbejdelsen af de første Dele af sit nedenfor omtalte Hovedværk; 1854 gjorde han med Stipendium en Rejse til München og Berlin, og næste Aar underkaster han under et længere Ophold i Trondhjem Byens Katedral et indgaaende Studium. Men hans betydningsfuldeste Rejser stod i Forbindelse med Udarbejdelsen af hans Hovedværk »Det norske Folks Historie«. Efter at M. 1847 havde leveret et Bd i letlæst Form behandlende »Underholdende Tildragelser af Norges Historie«, modtog han fra fl. Hold Opfordringer til en videregaaende Behandling af Fædrelandets Historie, som han tidligere havde fremstillet i en Rk. Lærebøger. En Subskription paa »Norges Historie i Fortællinger« med Anders Fryxell og Walter Scott som Forbilleder fandt imidlertid liden Tilslutning og blev ikke fremmet. I St. f. gik han nu i Gang med sit store Værk, hvis første Hefte udkom i Efteråret 1851 og hurtig efterfulgtes af det ene Bd efter det andet. Da han var naaet ud over Sagatiden, hvor de hjemlige Kilder svigtede, var han henvist til at søge sit Materiale i Samlinger og Arkiver uden for Landet, og af Stortinget 1857 blev der tilstaaet ham et Stipendium paa.480 Kr. maanedlig i 2 Aar til at anstille saadanne Arkivundersøgelser. Han arbejdede derefter i Kbhvn og i Wien og kom endelig 1858 til Rom, hvor der aabnedes ham fuldstændig Frihed til at udnytte Arkivets Skatte for sine Studier. Da det bevilgede Stipendium ikke strakte til, satte Stortinget 1859—60 ham ved en ny, rundhaandet Bevilling i Stand til at forblive der til 1861, da han efter Afslutning af den væsentligste Del af sit Arbejde kunde drage hjem. Ved Hjemkomsten blev han konstitueret som Rigsarkivar. 1862—63 forbedrede Stortinget i betydelig Grad hans økonom. Stilling og fritog ham for hans Forelæsningspligter, for at han helt kunne vie sig til sin Forfattervirksomhed. Dels i Hjemmet, dels under Studieophold i Sthlm kunde han nu gaa i Gang med sin Bearbejdelse af Unionsperioden, et Arbejde, som han selv karakteriserer som »et Slags Oprydden af et fuldkomment Vildnis«. 1863 rejste han til Rom for at hente hjem sin der efterladte Fam. En stærk Forkølelse i Forbindelse med Overanstrengelse kastede ham ved hans Komme herhen paa Sygelejet; næppe havde han rejst sig derfra og havde genoptaget sine Arbejder, før et Hjerneslag udslukkede hans Liv, medens han sad ved Skrivebordet med Pennen i Haanden. Han blev 27. Maj begraven paa den protestantiske Kirkegaard ved Foden af Cestuspyramiden, hvor bl.a. Ferd. Gregorovius tolkede Videnskabens Tab ved M.’s Bortgang. I Juni 1865 afsløredes et Mindesmærke paa hans Grav med en Tale af Henrik Ibsen. Bjørnson skrev et af sine skønneste Digte til Minde om ham. M. var lige udmærket som Sprogmand og Historiker, begavet med en fabelagtig Hukommelse, en divinatorisk Kombinationsevne og en næsten utrolig Arbejdskraft. De smaa Forhold, hvorfra han var udgaaet, og hvortil hans Virksomhed var knyttet, satte i mange Henseender Spor i hans Produktion, ikke mindst derigennem, at et stedsevarende økonomisk Tryk drev ham til at arbejde over Evne. Til Trods herfor har han paa alle de Omraader, hvor han færdedes, frembragt betydningsfuldt, til Dels epokegørende ell. banebrydende Arbejde. Navnlig er hans Hovedværk, »Det norske Folks Historie« (8 Bd, 1851—63), der naar til Kalmar-Mødet, et Kildeskrift, der til alle Tider vil være af umistelig Værd for Nordens hist. Forskning. Det havde i sin Tid ogsaa en uvurderlig Bet. ved den Støtte, det gav den nationale Selvfølelse. Sammen med Keyser forfægtede M. den saakaldte »norske hist. Skole«’s Synsmaader og Teorier, som gik stærkt imod den herskende danske Opfatning, og selv om de fleste af Teorierne har maattet falde, har de dog haft epokegørende Bet. ved at rense bort romantisk-skandinaviske Forestillinger og paavise Nordmændenes selvstændige nationale Udvikling. I hele Samtidens Aandsliv stod M. desuden som et naturligt Centrum og øvede ikke bare ved sine Skr, men ogsaa ved sin Personlighed og sit Eksempel en stærk og mangesidig Indflydelse paa det saakaldte »nationale Gennembrud«. Ved Siden af dette møder der os en lang Rk. af Skr af hist., geogr., politisk, mytologisk, sprogvidenskabeligt Indhold, Håndbøger i Verdenshistorie og Lærebøger i Norges og Nordens Historie, et stort Antal Udg. af Sagaer og hist. Kildeskrifter, besørgede dels af ham alene, dels i Forening med R. Keyser og C. R. Unger, en fortrinlig Overs, af Heimskringla til Folkelæsning (1859) og en Mængde Afh., spredte i Samtidens Samleværker, Tidsskrifter og Blade. Hans samlede Afh. er i 4 Bd udg. paa offentlig Foranstaltning ved Prof. Dr. G. Storm (1873-77).

Kilder

• Munch, Peter Andreas i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924), forfattet af Ole Andreas Øverland (1855-1911) og Edvard Bull den ældre

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.

1. Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.