Miranda (måne)

Miranda er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 16. februar 1948 af Gerard P. Kuiper, og har navn efter Prosperos datter i William Shakespeares skuespil The Tempest. Månen Miranda kendes desuden også under betegnelsen Uranus V (V er romertallet for 5).

For alternative betydninger, se Miranda. (Se også artikler, som begynder med Miranda)

Miranda
Miranda set fra rumsonden Voyager 2
Opdaget
16. februar 1948, af Gerard P. Kuiper
Kredsløb om Uranus
Afstand til Uranus (massecenter)	Min. 129 703 km Maks. 130 041 km
Halve storakse	129 872 km
Halve lilleakse	129 872 km
Excentricitet	0,0013
Siderisk omløbstid	1d 9t 55m 24,6s
Synodisk periode	—
Omløbshastighed	Gnsn. — km/t Min. — km/t Maks. — km/t
Banehældning	4,232° i fh. t. Uranus' ækv.
Periapsis­argument; ω	68,300 °
Opstigende knudes længde; Ω	326,400 °
Omgivelser
—
Fysiske egenskaber
Diameter	466 – 480 km
Fladtrykthed	—
Overfladeareal	2,79·106 km²
Rumfang	5,48·107 km³
Masse	6,590·1019 kg
Massefylde	1200 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.	0,079 m/s²
Undvigelses­hastighed v. ækv.	684 km/t
Rotationstid	1d 9t 55m 24,6s (Bunden rotation)
Aksehældning	0
Nordpolens rektascension	—
Nordpolens deklination	— °
Magnetfelt	—
Albedo	32 %
Temperatur v. ovfl.	Gnsn. -214 °C Min. — °C Maks. -187 °C
Atmosfære
Atmosfæretryk	0 hPa
Atmosfærens sammensætning	—

De hidtil eneste nærbilleder af Miranda stammer fra rumsonden Voyager 2's forbiflyvning i januar 1986: På dette tidspunkt vendte Miranda sin sydlige halvkugle mod Solen, så det er kun denne del af månen der er blevet observeret fra nært hold.

Mirandas overflade

Overfladen på Miranda består formodentlig mest af vand-is, mens månens indre udgøres af silikat-klippemateriale og organiske forbindelser, herunder metan. Overfladen gennemskæres af enorme kløfter der sine steder er 20 kilometer dybe, og imellem kløfterne ses ujævnt terræn der bærer præg af intens geologisk aktivitet tidligere i Mirandas historie. Man finder også furede strukturer som muligvis skyldes "varm" is der er presset op fra månens indre.

Nærbillede af furer og kløfter på Miranda

Man går ud fra at tidevandskræfter er energikilden til al denne geologiske aktivitet. En anden teori, som dog ikke regnes for særlig sandsynlig, forklarer de dramatiske landskaber på Miranda med et stort meteornedslag på et tidspunkt i månens historie.

Mirandas omløbsbane omkring Uranus hælder mere end 4 grader i forhold til Uranus' ækvator, hvilket er overraskende højt for en måne der "færdes" tæt på Uranus — sådanne "nære måners" omløbsbane bliver normalt "trukket" ind imod planetens ækvatorplan. En mulig forklaring kan være, at Miranda tidligere har haft en anden bane, som bragte den tre gange rundt om Uranus på den tid Umbriel foretog ét omløb. I så fald har Umbriels tiltrækningskraft bidraget til de tidevandskræfter der påvirker Miranda og dens aktive indre.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Miranda (måne)